10 år med håndlavede sæber
Sæbeværkstedet kan i maj måned markere 10 års jubilæum
JUBILÆUM: I maj er det 10 år siden Sæbeværkstedet begyndte at levere håndlavede sæber til sæbeglade forbrugere landet over.
- Samtidig kan det fejres, at det den 8. maj, nøjagtig er 5 år siden dørene gik op for forretningen i Oluf Jensens Gård, Brogade 7 i Køge. Dengang i den lille, søde butik, hvor Karlas Kommode nu ligger, fortæller Lone Sarto Pedersen fra Sæbeværkstedet.
Jubilæet fejres i butikken i Køge med konkurrencer, sæbe og vin og gode tilbud i ugen.
Sæbeværkstedet startede som en klassisk virksomhedshistorie, hjemme i køkkenet, drevet af passionen for at fremstille gode, naturlige produkter, samt en god portion iværksættertrang.
Snart blev det fuldtidsarbejde for begge ejere og produktionen flyttede ud af hjemmet, til et idyllisk udseende malerværksted i Tårnbygningen i Den Hvide By i Køge.
Efter nogen tid sluttede den første medarbejder sig til, og virksomheden flyttede til Motorgangen 2-4 i Karlslunde, hvor den i dag har til huse, og hvor en del af produkterne stadig fremstilles.
Udover Sæbeværkstedets grundprodukt, de håndlavede, økologiske sæber, tilbyder firmaet i dag en lang række naturlige velværeprodukter, lige fra olier og bodyscrubs, til hamphandsker, fodbalsam og meget andet.
Alt dette kan opleves i butikken i Køge. Her har Sæbeværkstedet i dag fået større lokaler, hvor der udover lejlighedsvis produktion af varer til butikken, også bydes på sæbesmeltning for børn og arrangementer for klubber og lignende.
- Køgeborgerne har fra første dag taget godt mod butikken, og den udgør i dag en vigtig grundstamme i virksomheden. Det er her man møder kunderne og her nye produkter kan afprøves. Det er også herfra netbutikken drives, fortæller Lone Sarto Pedersen.
Udover butikken i Køge, kan Sæbeværkstedets produkter i dag købes i gave- og brugskunstforretninger landet over samt i Helsams butikker. Herudover eksporterer virksomheden til Tyskland og lidt til Norge.
pm