Fortsæt til indhold

Nedrivning af bro flytter trafik på Køge Bugt

Arkiv
Arkiv

TRAFIK: Vejdirektoratet skal rive en bro over Køge Bugt Motorvejen ned, og det giver trafikale ændringer og færre vejbaner på motorvejen i to weekender.
Det drejer sig om broen syd for tilslutningsanlæg 31 Solrød S, der fører Egedesvej over motorvejen. Broen skal rives ned og erstattes af en ny, samtidig med at der bygges et helt nyt tilslutningsanlæg på stedet.
Det nye tilslutningsanlæg vil give adgang til den kommende nye station Køge Nord, som anlægges i forbindelse med Den nye bane København-Ringsted.
Arbejdet med at rive broen ned foregår i to 'hug' over to weekender 3. maj-4. maj og 10-11. maj. For trafikanterne betyder det, at der i de to weekender omkring broen kun vil være to vejbaner i hver retning i tidsrummet fredag aften kl. 19.00 til mandag morgen kl. 05.00. Der vil desuden være 50 km/t omkring broen.
Nedrivningen foregår ved at al trafik ledes over i den ene side af motorvejen, mens broen over den modsatte side rives ned.
Den nye bro og tilslutningsanlægget er en del af Vejdirektoratets udbygning af Køge Bugt Motorvejen fra 6 til 8 spor på strækningen Greve S - Køge.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de trafikale gener og bestræber sig på at gøre arbejdet færdigt så hurtigt som muligt.
pm