Tjek traileren før forårskørsel
Hele 25 procent flere hentede en gratis trailer i marts end sidste år
I marts måned havde firmaet Freetrailer 14.120 udlejninger af gratis trailere, 2857 flere end sidste år. Nu hvor havesæsonen for alvor er gået i gang, vil udlejninger af trailere vokse yderligere, spår Freetrailer, der stiller trailere gratis til rådighed hos bl.a. IKEA, Silvan og Bilka.
Størstedelen af trailerne på vejene er dog fortsat privat ejet. Til dem har trailer-ekspert hos Freetrailer, Christian Nissen, der personligt sørger for at holde godt 500 danske trailere kørende, nogle gode råd til.
Når du skal ud at køre med traileren, er det vigtigt, at:
Tjekke dæktrykket. På de fleste trailerdæk skal der være tre bar, og hvis trykket ikke er korrekt, bliver trailerens dæk slidt hurtigere, og det forringer bremseevnen.
Kontrollere strømstikket, der kan være irret, rustet eller simpelthen bare ikke fungerer. Se om blinklys, bremselys og positionslys fungerer, som det skal.
Kontrollere lastevægten, der typisk angives på traileren med et L og så tallet for antal kilo, der kan lastes på traileren.
Bøderne for overvægt er ganske voldsomme. I dag koster det op til 75 kr. pr. pct. overvægt til føreren og/eller 150 kr. pr. pct. overvægt til ejeren af traileren. Bøden rundes op til nærmeste beløb, der er deleligt med 500 kr.