Fortsæt til indhold

Tag på “Farm Safari” og bliv klog på landbruget

Sønderjysk Landboforening har taget initiativ til starten på ”Farm Safari”

Arkiv
Peter Rasmussen

Landbruget er andet end køer, grise og marker. Det er også oplevelser, og nu skal flere have kendskab til de muligheder, der er for at komme ud på landet og se, lugte, føle og få oplevelser.
Det sker gennem “Farm Safari”, der via internettet fortæller om nogle af de aktiviteter, man kan komme ud til:
“Der er masser af muligheder for både børnefamilier og andre ude på landet. Det handler bare om, at folk skal vide det,” lyder det fra Connie M. Skovbjerg, projektkoordinator i Zynergi-Netværket, der har taget initiativ til konceptet i det sønderjyske.
Netværket er en del af Sønderjysk Landboforening, der har fået støtte fra Landdistriktspuljen til projektet »Farm Safari – Sønderjyske oplevelser for børnefamilier og livsnydere«.
Projektet skal udvikle og profilere nye oplevelsestilbud indenfor besøgsturisme blandt små fødevareproducenter, fremstillingsvirksomheder, overnatningssteder som f.eks. bondegårdsferie, samt besøgslandbrug og andre med relation til landbrugserhvervet. Allerede nu er der lagt masser af tilbud om oplevelser ind for resten af året. De kan findes på adressen www.visithaderslev.dk, der er gået ind som partner.