Lille Magnus skal til Stafet for Livet
Magnus bliver formentlig yngste deltager i Stafet for Livet
Når Magnus på tre måneder møder op til Stafet For Livet i Esbjerg den 24. maj, vil han for mentlig ikke vide, hvorfor han er med eller hvad han egentlig er med for.
Det ved hans mor, Henriette, til gengæld. Det er nemlig tredje gang, at hun deltager i det velgørende løb og opmærksomhed skal hun nok få en del af, når hun nu medbringer stafettens (formentlig) yngste deltager. For selvfølgelig skal Magnus med til Stafet For Livet, der er en fast del af forældrenes forårsprogram.
“Jeg har hyret mine egne forældre til at hjælpe med at passe Magnus, så jeg også kan deltage ved at løbe nogle omgange. Ellers bliver det nok mest gåture med barnevognen rundt på banen - men det bliver også rigtig hyggeligt,” siger Henriette.
Venner og familie er med
28-årige Henriette, der bor i Tarp og til daglig arbejder som sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus, er ikke bare almindelig deltager i Stafet For Livet. Hun er holdkaptajn for Team Blandede Bolcher, som hun etablerede det første år, der var Stafet For Livet i Esbjerg. Siden er holdet bare vokset hvert år.
“I år regner jeg med, at vi bliver mindst 30 personer på mit hold. Det består af venner, familie og naboer og igen deres venner og familie. Sådan spreder det sig som ringe i vandet hvert år,” fortæller Henriette og fortsætter:
“Mit hold er rigtig god til at samle penge ind. Sidste år fik vi indsamlet 20.000 kr., og det er også vores mål i år.”
Kan selv blive syg
Da Henriette for tre år siden gik ind i Stafet For Livet, var det fordi en veninde spurgte, om hun ikke ville være frivillig. Det ville hun rigtig gerne, da hun selv har mistet en morfar, der døde af kræft, og flere af hendes veninder også har mistet deres forældre til sygdommen. Så kræftsagen kan mange forholde sig til, og derfor er det for Henriette en god sag at bakke op omkring.
“Man kan aldrig vide, om man en dag selv bliver ramt og får brug for støtte,” lyder det fra den nybagte mor, der har siddet i Stafettens styregruppe gennem alle årene. Ud over at være holdkaptajn har Henriette også været med i mad-gruppen, og lige nu er hun gruppens sekretær. Og så er hun selvfølgelig også mor til lille Magnus, der altså deltager i årets Stafet for Livet - få måneder inde i sit eget liv.