Fortsæt til indhold

1300 år gammelt vikingemarked i Ribe

Traditionen tro starter sæsonen på Ribe VikingeCenter med marked

Arkiv
Arkiv

Der hersker en ganske særlig stemning nær Ribe i slutningen af april, når vikingebrøl og lyden af klingende sværd fylder luften til det årlige vikingemarked, der igen i år markerer sæsonstarten på Ribe VikingeCenter.
Flere end 500 vikinger, ryttere og købmænd møder op i traditionelle klæder for at genskabe markedspladsen som den så ud på vores søstærke forfædres tid. Til vikingemarkedet kan børn og barnlige – eller historieinteresserede – sjæle genopleve vikingetiden præcis som den var - eller i hvert fald så tæt på, som man nu kan komme det.
Markedet er både åbent for handel og kamp. Børn kan tage del i krigertræning eller forsøge sig med bue og pil. For de mindre kamplystne er der gøgleropvisning og bagning af fladbrød. På den store markedsplads er der mulighed for at shoppe på bedste vikingemaner og måske mulighed for at gøre en god handel.
Tilbage i vikingetiden var markedet ved Ribe Å kendt i hele verden, og handelsbyen Ribe opstod omkring det populære marked. Markedet tiltrak de dygtigste håndværkere, og pladsen summede af liv – præcis som det er tilfældet, når det 1300 år gamle marked genopstår over syv dage , hvor fortidens traditioner for en stund genoplives fra den 28. april til den 4. maj.