Fortsæt til indhold

Wilhelm Freddie - provokatøren i dansk kunst

Arkiv
Arkiv

Mellemkrigstidens surrealisme var et opgør med samtidens kunstnormer. I stedet for genkendelige motiver valgte surrealisterne at deformere og skabe nye vinkler, som gerne måtte virke provokerende. I dansk kunst var Freddie (1909-95) den mest konsekvente surrealist, og han er den eneste maler, som to gange og med 24 års mellemrum har fået tre malerier konfiskeret, fordi de havde et pornografisk indhold.
Ser man i dag på de tre billeder, er det ikke pornografien, men derimod den kunstneriske dygtighed, man hæfter sig ved. Skandalearbejderne betød, at det varede længe, inden man blev opmærksom på Freddies andre værker, som absolut er præget af teknisk og kunstnerisk kvalitet. Det er denne spændende maler, som Esbjerg Kunstmuseum og Sydvestjysk Folkeuniversitet giver mulighed for at få kendskab til, når kunsthistorikeren Mette Kyhl, der i Esbjerg er kendt som en virkelig god formidler, fredag 2. maj, kl. 17.00 kommer til Esbjerg Kunstmuseum for at gennemgå en række af Freddies arbejder.
Tilmelding og yderligere oplysninger fås ved henvendelse på tlf. 6550 4103 eller læs nærmere på www.fu.sdu.dk