Der er både knaster og muligheder i kontanthjælpsreformen
Der skal væltes nogle 'siloer', når forvaltninger, institutioner, skoler, fagfolk og organisationer fremover mødes omkring de uddannelsesparate unge under 30 år, lyder budskabet fra kontanthjælps-konferencen på VUC i Sønderborg
42 repræsentanter for skoler, organisationer og forvaltninger mødtes forleden på VUC Sønderborg for at se på de foreløbige resultater og vurderinger af kontanthjælpsreformen.
"Der skal brydes siloer ned!" Sådan lød budskabet fra Jørgen Christensen, formand for netværket Den helhedsorienterede Indsats - DHI, ovenpå temakonferencen i Sønderborg onsdag med fokus på kontanthjælpsreformen, dens udfordringer og konsekvenser. Netværket arbejder for at sikre helhedsorienteret indsats for unge med særlige behov i uddannelse og arbejde.
Siloerne, som Jørgen Christensen kalder dem, er skoler, forvaltninger, jobcentre med flere, der hver især tager sig af deres lovgivningsfelt, men ofte samarbejder meget lidt om samlede løsninger for og med de unge. Ofte ligger betingelserne for, at udsatte unge kan passe en uddannelse, andre steder end på uddannelsesstedet. De skal - ifølge Jørgen Christensen og konferencens indlæg - samarbejde med hinanden og med alle de instanser, der kan være med til at afhjælpe de problemer, der ofte gør uddannelse umulig for de unge, f.eks. gæld, manglende bolig, psykiske problemer, helbred og sundhed og mange flere forskellige fagfolk. Kontanthjælpsreformens koordinerende sagsbehandlere får et stort ansvar for at dette kan ske
"Og så skal de unge ikke spise giraffen - altså barriererne - i en mundfuld. Vi skal hjælpe med at skære den i små bidder, sådan at de unges problemer løses stille og roligt. Så de unge, som har mange andre udfordringer i hovedet end blot uddannelse, kan få faglig hjælp til at rydde hvert enkelt problem af vejen og gå i gang med hovedmenuen, nemlig at uddanne sig," siger han.
Uddan dig
På konferencen lagde fire oplægsholdere reformfakta på bordet, hvorefter der blev diskuteret udfordringer, konsekvenser og løsninger.
Jens Finkelstein er selvstændig konsulent i ny lovgivning på social- og beskæftigelsesområdet og holdt første indlæg. En gennemgang af kontanthjælpsreformens vigtigste punkter. Herunder intentionen, der er, at alle unge under 30 år skal have et uddannelsespålæg.
"Find ud af, hvad I vil og dernæst søg ind på uddannelsen," forklarer Jens Finkelstein.
Mentor - hvad er det?
Han peger på flere knaster, der skal slibes til, før reformen dur. Blandt andet mener han, at uensartet praksis ude i kommunerne er en stor risiko for reformen. Derudover har mentorer fået en central placering - unge får ret og pligt til mentorer. Men der ligger ingen klokkeklar definition på, hvad en mentor egentlig er eller skal kunne.
"Enhver kan kalde sig mentor. Der er behov for, at kommuner sikrer sig fagligt dygtige mentorer," mener han.
"En anden udfordring kan være, at unge hellere vil have et arbejde. At de ikke egner sig til uddannelse," nævner Finkelstein.
Kun én sagsbehandler
Dorthe Carlsen fra projekt Empowerment Sønderborg Als evaluerede projektet og pegede på vigtigheden af at nogle unge lærer bedre med hænderne end hovedet.
Signe S. Wienreich fra projekt UngeGuiden i Roskilde fremlagde erfaringer fra deres 2-årige projekt med at møde de unge i et mere helhedsorienteret samarbejde mellem fagfolk.
"De unge har svært ved at forstå, at det handler om uddannelse, når det hedder et Jobcenter. Men med reformen skal vi altså tale om uddannelsespålæg og uddannelseshjælp,« fortæller hun. Roskilde-projektet har haft succes med at holde samtaler i øjenhøjde med de unge, bruge én enkelt koordinerende sagsbehandler og så se helhedsorienteret på den unge - frem for tidligere, hvor den unge skulle bevæge sig fra system til system, er det i dag blevet muligt at skabe samarbejde omkring den unge.
»Det er tydeligt at nyttejobs har en afskrækkende effekt," slår hun fast.
Svær reform
UngeGuiden har desuden oplevet udfordringer. Herunder, at de unge har svært ved at træffe beslutninger, det kan være svært at sende en ung i uddannelse, hvis den unge hellere vil finde et arbejde.
Herefter tog Jobcenterchef, Anne Kirk, Sønderborg, over. Hun mener, at reformen er udfordret af, at medarbejdernes værktøjer til visitation samt IT-systemerne endnu ikke er på plads. Hun vurderer dog, at reformen er fuldt implementeret inden for de kommende 6 måneder. Anne Kirk påpeger, at der er rigtig mange problemer, der holder de unge fra at kunne begynde at tænke i uddannelse. Det kan være gæld, sygdom, boligforhold og meget mere, der fylder meget mere end tanken om at gå i gang med en uddannelse.
Den store hjælpefabrik
Jobcentret i Sønderborg har startet et forløb (iGO) med VUC Sønderborg, hvor man netop søger at samarbejde med den unge i centrum, og på en forespørgsel fra foreningsfællesskabet Ligeværds formand, Jørn Lehmann Petersen om man kunne tænke de nye sundhedscentre ind i samarbejdet var Anne Kirk meget enig:
"I min drømmeverden samler man alle indsatser i en kæmpe nedlagt fabrik, hvor alle gode kræfter kan samles for den unge," beskrev hun.