Dokumentar, et følelsesmæssigt dilemma og et formeksperiment
Man kan blandt andre opleve den populære Nicolaj Coster-Waldau
Der er tre premierefilm på programmet hos Nicolai Biograf og Cafe.
Sange fra skoven
Som ung mand i USA hører Louis Sarno et stykke musik, han ikke kan glemme. Han opsporer de mystiske lyde og finder dem hos Bayaka pygmæerne i de centralafrikanske regnskove. Her tænker han at blive for evigt og slår sig ned. Her 25 år senere er Louis en fuldt integreret del af pygmæsamfundets samlere og jægere dybt inde i regnskoven, hvor han har en søn – den nu 13-årige Samedi med en Bayaka-pygmæ. Som spæd var Samedi meget syg og Louis lovede ham, at han ville tage ham med til sin gamle verden, hvis han overlevede. Denne tid er nu kommet. Sammen drager de til New York City, hvor Samedi falder overraskende nemt til i denne nye underlige verden uden at kunne ét ord engelsk. Det er sværere for Louis. Historien udspiller sig smukt i kontrasterne mellem den afrikanske jungle og den amerikanske storby, mens båndet vokser mellem far og søn.
Dokumentarfilmen Sange fra Skoven har Danmarkspremiere i Nicolai Biograf den 30. april.
A Thousand Times Good Night
Filmen A Thousand Times Good Night handler om Rebecca, der er en af verdens førende krigsfotografer. En farlig profession, der kræver, at man tager store chancer i verdens brændpunkter. En dag går det galt, da hun på en opgave følger en kvindelig selvmordsbomber i Kabul og kommer alvorligt til skade. Hjemme kan hendes mand, Marcus, og deres døtre ikke længere klare tanken om, at Rebecca lever i konstant livsfare, så de stiller hende i et stort, følelsesmæssigt dilemma, hvor hun må vælge mellem karrieren eller familien. Juliette Binoche spiller hovedrollen som Rebecca, og Nikolaj Coster-Waldau spiller hendes mand Marcus.
A Thousand Times Good Night har Danmarkspremiere i Nicolai Biograf den 1. maj.
Gensynet
Den svenske kunstner Anna Odell blev mobbet som barn. Og da hendes skoleklasse holdt 20-års jubilæum, blev hun ikke inviteret. 'The Reunion' er Annas forestilling om hvordan aftenen var gået, hvis hun selv havde været inviteret og kunne konfrontere sin barndoms tyranner. Det går ikke overraskende fuldstændig galt, og det er kun begyndelsen. Efter det fiktive 'gensyn' opsøger Odell nemlig sine virkelige, tidligere klassekammerater for at vise dem filmen og få deres reaktion. Debutfilmen 'Gensynet' er et formeksperiment, der sætter fokus på konsekvenserne af mobning. Instruktøren Anna Odell placerer sig selv i centrum i et drama baseret på virkelige begivenheder for at reflektere over skyld og ansvar. Filmen placerer sig i et grænseland mellem virkelighed og iscenesættelse, hvor stand-ins og rekonstruktioner går i ét med Odells hævnfantasi. Det er chokerende og benhårdt, men med en pointe omkring de ubehagelige konsekvenser af mobning.
Gensynet har Danmarkspremiere i Nicolai Biograf den 1. maj.