EM og VM kvalifikation på Vojens Speedway center
Dette års individuelle speedway mesterskab U-21 VM og EM kvalifikation starter allerede påskelørdag kl. 10.00 på Vojens Speedway Center. Der afvikles ikke mindre end 3 løb – to semifinaler og en finale.
DMU har valgt, at give det første kvalifikationsløb til Vojens Speedway Klub, der er hjemmehørende på det legendariske Vojens Speedway Center.
De danske U-21 drenge dyster om seks pladser til U-21 VM og fem pladser til U-21 EM.
Landstræner Anders Secher udtaler i den forbindelse: ” Der er stor tilslutning til dette års kvalifikation, når vi sammenligner med antallet af deltagere de sidste par år. Det lover godt for fremtiden. Den danske U-21 nationale kvalifikation er et af de bedste individuelle løb for de unge kørere”.
Der køres to semifinaler - den første med start kl. 10.00 og den næste kl. 12.30. Fra hver semifinale findes syv kørere + én reserve, der alle går til finalen med start kl. 15.30. På grund af den store søgning til årets kvalifikationsløb er der seedet to kørere direkte i finalen. Det er sidste års etter og toer fra U-21 DM - Mikkel Michelsen og Lasse Bjerre. Mikkel Michelsen har fra sæsonens start vist rigtig gode takter, så forventningerne til ham er høje i år.
”Som landstræner bliver det interessant at se, hvem der indløser billetter til U-21 VM og EM - måske er det også en indikator på, hvem vi vil finde blandt favoritterne til det danske U-21 VM landshold, der skal forsvare guldmedaljen fra Pardubice i 2013.” slutter Anders Secher.
Der tages ikke entre ved indgangen, men alle er velkommen. Så mød op i Vojens og hep på jeres favoritter - der er garanti for U-21 speedway på et højt niveau. For yderligere oplysninger kontakt Søren Steno på 40 50 37 58.