Fortsæt til indhold

17-årig bowler fra Kolding med til EM

Nichlas Christensen skal med til sit tredje Europamesterskab.

Arkiv
Arkiv

bowling -“Det er en fordel, at vi skal spille på hjemmebane. Det giver tryghed”
Ordene kommer fra den 17-årige Nichlas Christensen fra Bowlingklubben Trekanten KIF. I påsken skal han deltage i kampen om Europamesterskabet for ungdom i Odense Bowlinghal, og her spås han gode chancer for en topplacering.

Det er tredje gang, koldingenseren er udtaget til EM; første gang var i Ålborg og siden i Wien. Så han møder op i den fynske hovedstand med en vis rutine, når det gælder om at holde hovedet koldt i kampen om medaljerne.

Nichlas Christensens egne forventninger er at spille med i toppen og forhåbentlig være med, når guld, sølv og bronze skal fordeles. Og skal man dømme efter de udtalelser, formanden for BK Trekanten KIF, Ole Stampe, kommer med, er en topplacering inden for rækkevidde.

- Nichlas er nok det største ungdomstalent i Danmark lige nu, og han har i denne sæson udviklet sig meget. Han har etableret sig på klubbens bedste seniorhold, som endte som nr. to i grundspillet og skal spille medaljeslutspil i maj. Han har rykket sig fra ungdom til senior meget overbevisende, og derfor har vi store forventninger til ham, siger Ole Stampe.

Selv siger Nichlas Christensen: - Det er en fantastisk oplevelse at komme med til EM. Jeg føler selv, at jeg står godt rustet, og det skyldes ikke mindst, at jeg er kommet med på ligaholdet. Det er meget anderledes end at spille på et ungdomshold, for der er hele tiden store udfordringer.