Bundgaard ud af menighedsråd
Vil koncentrere sig om sit apotek og arbejdet med Sygehusgruppen
Apoteker Paul Bundgaard meddelte ved mødet torsdag aften, at han nu vil udtræde af Domsognets Menighedsråd, hvortil han har været valgt siden det forrige valg i 2008. Dermed mister rådet et af de medlemmer, der har udført det største arbejde for at få åbnet Roskilde Domkirke, så den enestående katedral kan få det antal besøgende, den flotte status på UNESCO's lister over 'verdens kulturarv' faktisk berettiger til. Som formand i udvalget for kulturminder har han været den stærkeste fortaler for det nye formidlingscenter, der skal opføres under Domkirkepladsen til de mange turister og andre besøgende, som dermed ventes til Roskilde. - Nu er der oprettet et selvstændigt selskab, hvori blandt andet kommunaldirektør Henrik Kolind deltager, så nu er den sag godt i vej, og jeg kan godt tillade mig at gå ud, forklarer Paul Bundgaard.
Stadig sygehusgruppe
- Jeg træder ud nu, fordi jeg mener at have fuldført den vigtigste opgave med Formidlingscentret, og samtidig venter der nye muligheder i min egen virksomhed Domapoteket, fordi vi snart får en ny lovgivning på området. Derfor vil jeg holde fokus på det. Samtidig fortsætter Paul Bundgaard, der er initiativtager til den genstartede sygehusgruppe, sit arbejde på dette område. Her kæmper han og de øvrige medlemmer for at bevare flest mulige jobs og få genoprettet en fuldt fungerende skadestue på Roskilde Sygehus. tk