Fortsæt til indhold

25 år på tanken

Kenni har aldrig haft lyst til andet end Shell på Københavnsvej

Arkiv
Erling Pedersen

- Jeg har aldrig haft lyst til at være andre steder end her eller prøvet at søge væk. Sådan fortæller den 48-årige Kenni Skov Madsen, der 1. Maj har arbejdet i 25 år hos Shell på Københavnsvej, hvilket er ret så usædvanligt i denne branche. Han er vokset op i Tølløse, der er et mindre jernbaneknudepunkt præget af baptister på linjen til Holbæk. Faderen var murer, og moderen også havde andre børn i dagpleje. Som ung arbejdede Kenni i en periode i en daginstitution og kørte senere ud med mad til de ældre fra et plejehjem i St. Merløse. Jobbet på Københavnsvej i Roskilde kom som så meget andet ved lidt af et tilfælde: - Min mor kendte ham, der solgte sæbe til vasketunnelen her, og spurgte, om de måske havde et job. Svaret var Ja, og så har jeg været her siden. Bedemanden dytter For Kenni er kunderne det bedste ved jobbet, der går ud på at holde rent og opsyn på pladsen i dagtimerne, så alt går ordentligt til. På et tidspunkt stod han også for klargøringen af bilerne hos Roskilde Politi, men de har nu selv overtaget opgaven. - Jeg har et rigtigt fint forhold til mange af kunderne, som ofte blinker eller dytter, når de kører forbi, - I formiddag kom bedemanden også forbi og dyttede af mig. Jeg blev helt forskrækket og tænkte på, at nu var det måske snart min tur. Hans værste oplevelse på tanken var i en periode for en del år siden, da der hele tiden var skiftende ejere, og alt skulle laves om konstant. Flere af dem havde en militær baggrund som befalingsmænd og kommanderede rundt med Kenni og de øvrige ansatte, som om de var i Fremmedlegionen. - Heldigvis var det slut med den ballade, som helt kan ødelægge ens arbejde, da Casper overtog tanken her for seks år siden, beretter Kenni med synlig tilfredshed.

Slummer i toget

Kenni bor fortsat hjemme i Tølløse sammen med sin kone og to børn i et rækkehus. Gennem de 25 år har han taget toget frem og tilbage. - Jeg går lige hen gennem Røde Port og tager trappen op til perron 1, og så tager det godt 20 minutter med toget. Så jeg kender også strækningen med de to stationer Lejre og Hvalsø særdeles godt. Da børnene var små kunne det knibe med nattesøvnen, og så fik Kenni sig en alvorlig slummer i toget, så rejsen kunne ende både i Vipperød og Holbæk, som dog er det længste han er kommet.

Fornem pris

I foråret 2013 fejrede den nederlandsk-britiske benzin-gigant sit 100 års jubilæum, og blandt de 2500 ansatte hos forpagterne på de danske tanke blev der udskrevet en konkurrence om 'År 100 bedste medarbejder'. Casper Hammerich, der har tanken ved Københavnsvej og en række andre Shell-forretninger i Roskilde-området, indstillede Kenni på grund af dennes gode arbejdshumør og den fine service overfor kunderne. I flere omgange skulle han begrunde det overfor chefer på stadig stigende niveau, og til sidst var det den britiske boss for Europa, der overrakte Kenni det tydelige bevis for denne pris, der blev uddelt som den sidste og fornemste ved en stor fest i København. - Så festede vi også videre bagefter, meddeler Kenni med et smørret grin. Casper Hammerich er begejstret for sin medarbejder: - Jeg husker ham helt fra dengang, jeg kom her som 18-årig med nyt kørekort og en lille mini. Da tog Kenni også pænt imod mig, og det gør han stadigvæk. Kenni Skov Madsens 25 års dag markeres med en reception på Shell Københavnsvej 20-24, torsdag den 1. Maj klokken 9-12, hvor familie venner og bekendte er velkommen til at hilse på. tk