Ny nordisk skole på Skt. Josef
Besøg af minister for at se samarbejde mellem fokeskole, gymnasium og lokale forskere
'Roskilde ny nordisk skole' hedder det forsknings- og udviklingsprojekt, der i snart et år har været i gang mellem Skt. Josef Skole ved Frederiksborgvej, Lynghøjskolen i Svogerslev og Himmelev Gymansium. Formålet er at forbedre indlæringen i dansk, matematik og engelsk samt lette overgangen fra folkeskole til gymnasium og andre uddannelser. Fredag den 2. maj kommer undervisningsminister Christine Antorini forbi for at se, hvordan det går. I arrangementet deltager også borgmester Joy Mogensen, formanden for Skole- og Børneudvalget Claus Larsen, velfærdsdirektør Yvonne Barnholdt samt formanden for lærernes lokale fagforening Peter Hansen. Projektet har ligeledes tilknyttet forskere fra Campus Roskilde og RUC, der sikre kvalitet i arbejdet, hvori en række lærere fra de to folkeskoler og det lokale gymnasium også deltager.
IT i undervisningen
Formålet med 'Roskilde ny nordisk skole' er, at eleverne skal blive bedre til at forstå og bruge, hvad de lærer i hovedfag som dansk og matematik, så de lettere kan komme videre efter folkeskolen. I undervisningen skal de opleve en mening med, hvad de laver, så de får lyst til at lære mere. Det sker blandt andet ved at give dem medindflydelse på skolegangen. Undervejs skal de lære at bruge moderne It-teknologi ved at opleve, hvordan den kan bruges til forskellige formål og til at skaffe sig selv mere viden. Antorini har i øvrigt selv været i Sct. Josefs børnehave, før hun gik i Jyllinge Skole, Himmelev Gymnasium og senere på RUC.