Fortsæt til indhold

Vojens har allerede et sundhedshus

Efter flytningen til Østergade har Santé Fitness realiseret en mangeårig drøm. Stedet er blevet et sundhedshus

Arkiv
Peter Rasmussen

Drømmene er ikke nye, men tidligere var der hverken kvadratmeter eller rum nok til at realisere disse. Nu er Santé Fitness vokset til 1000 kvadratmeter, og drømmene ført ud i livet. Med alle relevante træningsfaciliteter og en række behandler-klinikker er Santé Fitness blevet et sundhedshus.
"Vi er for alvor blevet komplette efter at vi også har fået en fysioterapeutisk klinik i huset," fortæller Ole Christiansen, der driver Santé Fitness sammen med hustruen Sandie. Parret kan glæde sig over at brugerne af stedet kvitterer for de mange nye initiativer ved at strømme til:
"Vi er langt foran selv vore mest optimistiske forventninger. Vi havde håbet på at få 1000 brugere, men har forlængst rundet 1300," fortæller han.
De mange brugere kan tage del i alskens motion og træning, men også forebyggelse, genoptræning og behandlinger for en lang række lidelser - ligesom der også er plads til selvforkælelse i stedets wellnessklinik.

Sidste nøglepersoner

”Vores planer er for alvor lykkedes nu hvor vi har kunnet knytte endnu to meget dygtige fagpersoner til centeret,” fortæller Ole Christiansen og hentyder til fysioterapeut Torben Danielsen og kosmetolog Daniela Konczak. Sidstnævnte er omdrejningskvinden bag centerets wellnesstilbud.
I forvejen var manuel terapeut Niels Christiansen tilknyttet Santé Fitness. Og i det store center finder man blandt andet også ”Styrke & Balance”, der er Haderslev Kommunes samarbejdspartner i den træningsindsats, som tilbydes sygemeldte borgere.
Det er ikke kun Ole og Sandie Christiansen, som glæder sig over at kabalen er gået op. Det gør behandlerne også:
”Det giver en fantastisk synergi at have mange kompetencer samlet i samme hus. Vi kan benytte os af hinandens styrker og skabe det bedste setup for vore klienter. Og samlet set har vi stort set tilbud til alle, uanset hvilke problemer eller lidelser man måtte slås med,” siger fysioterapeut Torben Danielsen, som er et kendt ansigt i den lokale behandlerverden. Torben har i mange år især slået sine folder indenfor sport, hvor han har været fast tilknyttet SønderjyskE på såvel fodbold- som ishockeydelen. Han har ligeledes været fysioterapeut på Haderslev Idrætsakademi siden 2007. Men hans virkeområder rager langt ud over sportens verden:
”Noget af det, som glæder mig meget, er at vi – både uddannelsesmæssigt og facilitetsmæssigt – råder over nogle af de nyeste og bedste behandlingsteknikker. Blandt andet ”IMS” – Instramuskulær Stimulering – som er en meget effektiv behandlingsform overfor blandt andet kroniske smerter,” fortæller han.

Chok gav inspiration

Også i naboklinikken er der begejstring for naboskabet. Manuel terapeut Niels Christiansen er tæt sparringspartner med Torben Danielsen og tilbyder en lang række behandlingsforløb, som kompletterer paletten af behandlingstilbud. Blandt andet er klinikken i Vojens meget stærk i ”Shockwave” behandling. En hurtig og effektiv behandling af muskel- og senelidelser uden brug af medicin eller operation. En behandlingsform, der endda har imponeret behandlerne selv:
”Det var en meget stor investering at gå ind i, men resultaterne er mildt sagt fantastiske,” fortæller Niels Christiansen, der også kan fortælle at netop shockwave på en sjov måde blev begyndelsen til al den wellnessbehandling, man i dag tilbyder i Santé Fitness:
”Det viste sig, at Shockwave er meget effektiv imod 'appelsinhud' og så kom der pludselig gang i wellnessbehandlingerne,” fortæller han.
Man må sige, at det har taget fat siden. Nu har wellness sin helt egen klinik i huset, med egen behandler og en alenlang liste over tilbud – spændende lige fra hårfjerning til massage:
”Vi har været så heldige at få den sønderjyske forhandling af nogle helt fantastiske produkter fra 'Gerards'. Det er produkter, der naturligvis er uden alle de skadelige stoffer, og i stedet proppet med gode ting,” fortæller Daniela Konczak og demonstrerer en substans, der består af et utal af økologiske honninger.
For behandlerne og instruktørerne i Santé Fitness er det en stor glæde at arbejde sammen i et stærkt og kompetent team, men den helt store vinder er brugerne og klienterne:
”Vi kan i dag faktisk hjælpe stort set alle med problemer og smerter i kroppen. Det er meget vigtigt for os, at understrege at man ikke behøver være medlem i Santé Fitness, for at komme her. Man kan gå direkte fra indgangen og ind til os – uden at skulle igennem centerets træningslokaler. Med andre ord, man kan trygt komme.”