Fortsæt til indhold

HB Køge A/S har fået ny formand

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Onsdag den 25. november holdt HB Køge A/S generalforsamling i Køge Boldklubs lokaler på Køge Stadion. Omkring et halvt hundrede aktionærer var mødt frem til begivenheden.
I sin årsberetning kom formand Henrik N. Andersen bl.a. ind på årets resultat der efter skat blev et minus på 4.863 mio. kr. I forhold til 2013/14 regnskabet faldt omsætningen fra 18,9 mio. kr. til 14.5 mio. kr. Egenkapitalen blev 2,4 mio.kr.
- Ledelsen anser årets resultat for utilfredsstillende. Med ansættelsen af træner Henrik Pedersen og 14 nye spillere i truppen, herunder 6 udlændinge ved årets begyndelse startede udviklingen af en helt ny spillestil, og en internationalisering af HB Køge. Bestyrelsen har måtte konstatere at indførelsen af fuldtids professionalisme er en kostelig affære, og at implementeringen af den nye spillestil har taget længere tid end ventet, sagde Henrik N. Andersen. De største afvigelser i forhold til tidligere år skyldes TV-penge der udgør 700.000 mindre end året før på grund af dårligere placering. HB Køge valgte ikke at sælge spillere, hvorved der blev realiseret en mindre indtægt på 2,3 mio. kr. Neddrosling af samarbejde med FC Utrecht udgør 600.000 kr. ligesom en pludselig afgang af hovedsponsor udgør 700.000 kr.
HB Køge fik forinden balancedagen gennemført en emission som blev mødt med stor interesse, fuldtegnet med udstedelsen af 4,5 mio. kr. nye aktier.
- Langt den overvejende del af selskabets aktionærer valgte at støtte op om kapitaludvidelsen. Ud over opbakningen fra de nuværende aktionærer i forbindelse med aktieemissionen har HB Køge fået en del nye aktionærer så aktierne i dag er ejet at 46 forskellige aktionærer. Kapitaludvidelsen sikrer at HB Køge kan fortsætte udviklingen under træner Henrik Pedersen, herunder at det kan lade sig gøre, at holde fast i det "fuldtids-setup" som er tvingende nødvendigt for på sigt at spille i Superligaen igen, sagde Henrik N. Andersen videre.
HB Køges ambitioner følger Køge Park Før sæsonen 2013/14 meldte HB Køge ud at klubbens officielle målsætning var, at HB Køge skulle rykke op i Superligaen senest i sæsonen 2015/16. Den målsætning er dog blevet revideret.
- Vi måtte forholde os til at byggeriet af Køge Park, siden udmeldingen sidste år, er blevet forsinket med et års tid, og derfor har vi også udsat målsætningen om en oprykning til ALKA Superligaen. Det er dog ikke ensbetydende med at HB Køge ikke ønsker, at forbedre sig hele tiden, for det vil vi helt bestemt. Men realiteten er imidlertid således, at det på den lange bane, er økonomien og især spiller-lønningerne der afgør hvilke placeringer der opnås og at HB Køges muligheder for at løfte økonomien til næste niveau, unægtelig hænger sammen med beslutningen om, at etablere Køge Park, fastslog Henrik N. Andersen.
Begivenheder efter balancedagen HB Køge solgte den 20. juli 2015 klubbens 25-årige brasilianer Bruno Anderson da Silva Sabino (Bruninho) til ALKA Superligaklubben FC Nordsjælland.
Selskabets budget for det kommende regnskabsår udviser et underskud i niveauet DKK 1 mio., hvilket ikke er tilfredsstillende. Vi har efter balancedagen taget konsekvensen af, at vi ikke var gearet til setup´et inkl. det at have 6 udenlandske spillere i staben og har besluttet, at vi skal tilbage til ”økonomisk ansvarlighed”. Vi er i gang med at tilpasse organisationen og har allerede justeret på flere håndtag inkl. afgang af 8 medarbejdere. Der ligger en stor opgave foran den kommende bestyrelse og jeg ved, at der allerede er en del tiltag på vej, men bestyrelsen har behov for at etablere sig og få afholdt bl.a. et strategiseminar før vi andre kan og må forvente nogle konkrete tiltag og udmeldinger, sluttede Henrik N. Andersen, inden han takkede sponsorerne for deres fortsatte økonomiske og moralske støtte. Han sendte også en tak til de frivillige for deres uegennyttige indsats for HB Køge ligesom der lød en stor tak til direktionen, medarbejdere og kollegaerne i bestyrelsen.
Henrik N. Andersen valgte derefter at trække sig fra formandsposten.
- Efter seks og et halvt år i formandssædet har jeg valgt at trække mig tilbage, bl.a. på grund af et meget stort arbejdspres i min virksomhed Erria, siger Henrik N. Andersen til Lørdags-Avisen.
Udover Henrik N. Andersen valgte også Søren Colding og Henning Larsen at trække sig efter mange års bestyrelsesarbejde.
De tre afgående blev erstattet af den nye formand Kenneth Christiansen, fra Rengøringsfirmaet Renas, Bo Eriksen, kendt fra firmaet Trendsales, samt Jesper Schmidt-Nielsen, der sidder i flere bestyrelser.
HB Køges bestyrelse består i fremtiden desuden af Michael Jensen Buhl, XL Byg, Køge, Søren Storgaard, Dreist Storgaard Advokater, Claus Due, Gunner Due Biler Andreas Bo, Loyal Produktion, Chris Hvid Hansen, Køge Boldklub, Søren Lindquist, Herfølge Boldklub med Bruno Zingg som kommiteret.
- Jeg har den største tiltro til, at det nye hold i HB Køge vil føre klubben mod nye mål og spændende tiltag, siger Henrik N. Andersen.