Fortsæt til indhold

Studerende får glæde af direkte busforbindelse

Arkiv
Af Jacob Hove

De studerende på de mange uddannelsesinstitutioner omkring Boulevarden som Campus Vejle, University College Lillebælt, VUC, Erhvervsakademiet, Rosborg Gymnasium og VUC kan godt begyndte at glæde sig.
Søndag den 28. juni træder en ny køreplan i kraft, som betyder, at de unge fra hele Vejles opland kan køre direkte til og fra uddannelsesområdet uden at skulle skifte til andre busser.
"Vi er glade for, at det er lykkedes for os at give de unge, som studerer på uddannelsesinstitutionerne ved Boulevarden, et tilbud om busser direkte til uddannelsesdøren. Forhåbentlig vil det gøre bussen mere attraktiv som transportmiddel og dermed bidrage til færre biler i byen. Vi har gjort det lettere for studerende at betjene sig af den kollektive trafik, og det må totalt set give en bedre start på dagen," siger Peder Hummelmose, formand for Teknisk Udvalg, Vejle Kommune.
Rute 214 og 217 har allerede kørt direkte til Boulevarden siden sommeren 2014. Nu følger rute 210 og udvalgte ture på ruterne 204, 211, 212 og 216 trop sammen med tre ruter fra Midttrafik: 202, 205 og 215.
Om eftermiddagen kan de unge, der skal til Kolding, tage rute 210 fra uddannelsesinstitutionerne ved Boulevarden og skifte til 207 i Ødsted.
Rute 204 fra Fredericia har to morgenafgange med et kvarters mellemrum. De stopper dog forskellige steder undervejs på turen mod Vejle, men mødes ved Englystskolen i Børkop. Her kan man skifte til en anden bus, alt efter om man vil direkte til Boulevarden eller direkte til Vejle Trafikcenter.
For de ruter som kører på Boulevarden oprettes et ekstra stoppested ved Biblioteket. Stoppestedet vil være klar til brug, når de studerende kommer tilbage efter sommerferien.