Fortsæt til indhold

Team Køge Volley DU 16 kom godt igang

- ved stævnestart for SM

Arkiv
Af Jan Stevnsborg, Team Køge Volley

VOLLEYBALL: Team Køge Volleys DU16 hold spillede i den forgangne weekend det første af fire stævner om Sjællandsmesterskabet. Turneringen er vigtig da de 2 bedst hold går direkte videre til DM slutspillet.
12 hold er i alt tilmeldt, og der spilles alle mod alle i løbet af de 4 stævner.
Team Køge Volley spillede 1. kamp mod VK4000 fra Roskilde. På trods af startvanskeligheder vandt pigerne 2-0 (25-17, 25-21).
2. kamp var mod en af favoritterne til DM titlen (og dermed også SM titlen) Lyngby-Gladsaxe. Lyngby-Gladsaxe stillede med et meget sammenspillet og homogent hold, og de var en lidt for stor mundfuld for Team Køge, og vandt da også klart 2-0 (25-7, 25-14).
3. og sidste kamp i den weekend var mod VK Vestsjælland, der ligeledes havde vundet mod VK4000 og tabt til Lyngby-Gladsaxe. Det tegnede derfor til en tæt kamp.
Team Køge Volley lagde stærkt ud, med meget få fejl, og vandt hurtigt 1. sæt 25-13. 2. sæt var på alle måder diametralt modsat og sluttede 13-25. I 3. sæt lagde Team Køge Volley godt ud og kom hurtigt foran 4-0, men igen vendte kampen, og Køge måtte kæmpe sig tilbage fra 5-10.
Pigerne viste stor moral, og kom op på 11-11. Efter nogle tætte dueller, hvor VK Vestsjælland bl.a. slog et par bolde få cm ud af banen, kunne Team Køge Volley trække sig sejrrigt ud af kampen med sætcifrene 15-13. Holdet er således kommet godt fra start i kampen og Sjællandsmesterskabet.
Team Køge Volley hold var: Alberte Dueholm, Clara R. Lange, Ditte B. Espersen, Emma F. Dalsgaard, Julie Noer, Katharina R. Blaabjerg, Laura Karlsen og Rosa F. Sørensen.