Fortsæt til indhold

Værdighed på dagsorden

Arkiv
Arkiv

KØGE: På finansloven for 2016 er der afsat 1 mia. kr. årligt fra 2016 og frem til udbredelse og implementering af en værdighedspolitik i alle kommuner.
I Køge Kommune har Social- og Sundhedsudvalget sammen med både Seniorrådet, Handicaprådet, Udsatterådet og Frivilligrådet sat værdighed på dagsorden for hele social- og sundhedsområdet.
- I Social- og Sundhedsudvalget har vi også fokus på værdighed i mødet med borgeren og vi har haft nogle rigtig gode drøftelser med vores råd om netop værdighed. Derfor er det jo også dejligt at se at værdighed er kommet på finansloven, siger Dora Olsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget.
I starten af november 2015 var Social- og Sundhedsudvalget samlet med brugerrådene (Seniorrådet, Handicaprådet, Udsatterådet og Frivilligrådet) for at drøfte politiske mål for 2016. Værdighed i mødet med borgerne blev omdrejningspunkt for en god diskussion og Social- og Sundhedsudvalget har besluttet at det skal være et af indsatsområderne for 2016.
- Vi skal tage udgangspunkt i de gode eksempler, der er rundt omkring. Vi har mange dedikerede og dygtige medarbejdere, der gør hvad de kan for at hjælpe og støtte vores borgere med værdighed og det skal vi lære af og udbrede, så endnu flere får en god oplevelse i mødet med Kommunens medarbejdere også i en svær livssituation, siger Dora Olsen.
pm