Glødende stjerner og tindrende juletræer i Køge
JULEHYGGE: Fredag den 27. november bliver Køge Torv udsmykket med en 2,5 m. og en 3 m. høj stjerne-juledekoration designet af kunstneren Vibeke Frost.
Med dekorationen videreføres traditionen som blev startet sidste år, hvor lokale kunstnere er med til at udsmykke kommunens offentlige rum til jul og påske. Kunstnere med tilknytning til Køge designer bæredygtige dekorationer som, efter den første opsætning på Køge Torv, spredes videre ud i hele kommunen.
Ideen med at lade lokale kunstnere udstille rundt omkring i kommunen kommer fra Ejendoms- og Driftsudvalgets studietur til Zagreb i 2014.
Fredag den 27. november kl. 11.00 indvier formand for Ejendoms- og Driftsudvalget, Søren D. Brask de to glødende stjerner på Køge Torv.
Men inden da bliver sidste års juledekoration – tre tindrende juletræer - sat op i Borup – endda hele tre steder.
Juledekorationen fra 2014, som er designet af kunstneren Anette Kaae-Bødker, består af tre juletræer med de særlige Kjøge Høns på toppen.
I Køge var træerne placeret tæt sammen, men i Borup skal de sprede julestemning hver for sig: De bliver sat op henholdsvis ved Kirkemuren, ved Fakta og kl. 11.00 sættes det tredje træ op på pladsen ved Bøger & Papir overfor stationen. Her vil Lis Hesselberg (V), Dora Olsen (DF) og Paul Christensen (V) og kunstneren Anette Kaae-Bødker være til stede.
Stjernerne lyser til dig
Om årets nye julekunst på Køge Torv siger kunstneren Vibeke Frost:
- Stjernerne er tænkt som et element, som skal være glødende synligt på en stor plads. Køge Torv er stort og der er højt til himlen. Julemåneden handler meget om, at det er mørkt, men skønt vi ved, at lyset vender tilbage har vi brug for ekstra lys i mørket. Og så er stjernen som symbol, for mig, multikulturel. Stjernerne fremstår i farver, som skal vække opsigt og lyse op i mørket. Hvis man besøger stjernerne i mørke, vil man kunne kommunikere med dem: Lys på dem og de vil lyse til dig!
Vi er så stolte
Igen i år er dekorationen udført af elever fra Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård og i år er der kommet en ny samarbejdspartner til - alt træet er skovet af Projektcenter Køge Bugt.
Der har været travlhed på skolen for udover udførelsen af de to store stjerner er træerne fra sidste år ”pudset op” og genpyntet og adventskransen, som sidste år pyntede omkring springvandet på Køge Torv er med igen i år – endnu smukkere end sidste år.
- Det har i de sidste uger været meget spændende at følge arbejdet på Klemmenstrupgård med julekunsten til Køge Torv og nu også til Borup. Flere værksteder har været involveret i de tre kunsttiltag, og elever og lærere er gået til det med stor ildhu og engagement. Selv efter arbejdstid har der været gang i arbejdet. At være med til at skabe juleudsmykninger og juleglæde så synlige steder i Køge og i Borup, som på torvene, hvor alle færdes, det er vi alle så stolte af. Som forstander oplever jeg det som et stort cadeau og anerkendelse til skolens supergode værksteder at få sådanne opgaver, siger Elisabeth Dolmer, forstander på Klemmenstrupgård i Køge.
Også de unge fra Projektcenter Køge Bugt har deltaget med glæde og engagement:
- Det er første gang at Projektcenter Køge Bugt er med i udsmykningsprojektet, men jeg håber sandelig ikke det bliver sidste gang. Det har været en fornøjelse, - et specifikt projekt som skaber glæde for borgere og gæster i alle aldre. Og så er det jo langtidsholdbart. siger driftsleder Bjørn Nielsen.
Formand for Ejendoms- og Driftsudvalget, Søren D. Brask glæder sig til at se de glødende stjerner i virkeligheden.
- Jeg har fulgt arbejdet på afstand, og jeg ved at der er ”gået til vaflerne” i arbejdet med at få de tre dekorationer færdige. Engagementet i opgaven og glæden ved at udføre den er stor. Jeg glæder mig til at fejre årets juleudsmykninger sammen med eleverne. Det er herligt, at vi nu er i år 2 i den nye tradition, hvor kunsten fra sidste år sættes op i Borup. Som formand for udvalget, er jeg glad for ETK’s drivkraft til at få inspirationen fra Zagreb ført ud i livet i vores egen ”model Køge", siger Søren D. Brask.
pm