Argentinsk champagnedrøm bremses af kommunen
Jørgen Glud fra Glud vin har i ti år haft en drøm om at lave en kopi af en argentinsk champagnegård. Projektet er fuld beskrevet og de 19 millioner af de 40 millioner, det koster, er allerede i hus. Men økonomiudvalget vil ikke sælge grunden i Askildrup til den pris Jørgen Glud vil give
"Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke i kommunen vil sige ja tak til et sådan projekt, som jeg her fremlægger. Det er åbenlyst, at det er blevet bremset af borgmesteren, og jeg begriber ikke at man ikke vil udviklingen her i byen", siger en frustreret Jørgen Glud.
Jørgen Glud mener, at borgmesteren sidder som en konge og fejer forslag af bordet, der ville kunne være med til at brande Randers endnu mere overfor turisterne.
"I stedet for vil man hellere opføre betonindustribygninger, som ikke vil kunne få folk til at komme til byen som turister eller endsige bosætte sig i byen, som jo ellers er borgmesterens vision".
Jørgen Glud har budt godt seks millioner for den grund, der skal lægge ramme til projektet, og han indrømmer, at det er under markedsprisen.
"Men jeg kan alligevel ikke forstå, at man ikke i kommunen slår til, når nu der er nogen, der vil investere 40 millioner i nye oplevelser til byen".
Projektet går i alt sin enkelthed ud på at opføre et 11 hektar stort kopi af en argentinsk vingård kaldet "La Pampa". Gården skal rumme vineri, konferencelokale til 200 personer, butik, restaurant og hotel med 18 værelser.
Rundt om gården skal stå vinstokke, der skal levere druer til mousserende vin a la champagne - noget der efter adskillige analyser af jorden og klimaet på stedet sagtens vil kunne lade sig gøre, mener Jørgen Glud.
"Vi har gennem årene foretaget adskillige analyser og prøver af jorden. Jeg kender jorden rigtig godt, så jeg ved, at det kan lade sig gøre", siger han.
Også den anerkendte italiensk vinmager De Stefani har sagt god for projektet og vil endda gerne lægge navn til.
Helst i Randers
Jørgen Glud har forhørt sig rundt om i landet, om det vil være muligt at lægge projektet i andre kommuner og allerede nu har tre andre kommuner meldt sig klar på projektet. Det drejer sig om en sønderjysk og to sjællandske kommuner.
"Men jeg vil være ked af at rykke det uden for bygrænsen. Jeg er randrusianer og ser helst at byen får glæde af mit projekt", siger Jørgen Glud.
Han indrømmer ellers, at det vil kunne kaste mange flere penge af sig at lægge projektet i en sjællandsk kommune, da man vil have hele København som fødekæde samt de turister, der også kommer til hovedstaden.
"Men jeg vil helst det bliver i Randers, så vi kan få endnu flere turister til byen, og få Randers endnu mere på landkortet, når det gælder oplevelsesindustrien", siger han.
Han kan dog blive nødsaget til at søge andre steder hen, hvis ikke Randers kommune er villige til at ændre på lokalplanen for området og er villige til at sælge grunden for den pris, han vil give.
"Mit tilbud på 6,5 million kroner er det dobbelt af hvad landsbrugsjord normalt sælges til. Men kommunen har udlagt området til industri, derfor har de hævet prisen", oplyser Jørgen Glud.
For år tilbage ejede familien jorden, og der var vinstokke på arealet. Men kommunen har siden eksproprieret jorden og udlagt det til industri. En del af kommunens erhvervsvision for området Askildrup og Munkdrup.
Hos kommunen oplyser erhvervskonsulent Alex Weinreich at grunden er udbudt til 12 millioner, så Jørgen Gluds tilbud er langt under markedsprisen. og prisen er netop blevet vurderet af ejendomsmægler tidligere i år.
"Et enigt økonomiudvalg synes ellers at ideen er fed, endda rigtig fed. Men de kunne ikke accepterer prisen fra Jørgen Glud. Men de er villige til at bakke op om projektet og finde et andet sted til ham", fortæller Alex Weinreich.
Selvom området er udlagt til industri indrømmer Alex Weinreich, at man godt kan lave om på lokalplanerne for området - det er set før i stor stil andre steder.
"Men nu er der kostet penge i til kloakering og vejnet, så det vil være at spilde skatteborgernes penge hvis vi udlægger det til noget andet", siger han.
Han fortæller også, at kommunen vil være rigtig trætte af, hvis han går til en anden kommune med projektet.
Det har ikke været muligt at træffe borgmester Claus Omann Jensen for en kommentar om problematikken. Sagen har været behandlet på et lukket punkt på Økonomiudvalgsmødet for to uger siden.
Køber den ikke
Jørgen Glud mener, at han gør kommunen en tjeneste ved at købe noget af den jord, der ligger i Askildrup, for der har ikke været aktivitet eller udsigt til at grunden, som den ligger nu, vil blive solgt.
"Jeg tilbyder det dobbelt af hvad landbrugsjord koster, og skal bruge La Pampa til landbrugsproduktion, for at skabe oplevelsescentret med alle de faciliteter, jeg har beskrevet. Landbrugspris for jorden inkl. kloak og byggemodning på stedet, hvor La Pampa skal ligge er godt tre millioner, jeg har tilbudt godt seks for det samme", siger han. Han mener desuden at:
"Erhvervsstykket udgør 55 ha. Som har været udbudt til salg siden 2007. På de otte år er der solgt 0 m2. Jeg har tilbudt at købe 11 ha , således skatteyderne kan få noget for deres penge, og kommunen har stadig ca. 44 ha. tilbage til sine industriplaner. Det er altså kun 1/5, jeg har brug for.", siger han.
Fik en hjælpende hånd
Jørgen Glud kan ikke forstå, at man ikke i kommunen vil bakke op om hans projekt på lige fod med hvad man har gjort for andre store projekter i byen.
"Jeg er vidne om, at andre projekter har nydt fremmeligt at kommunens velvilje. Graceland Randers og regnskoven og Julemandens hus, har fået hjælp ved at kommunen har ændret lokalplaner og været imødekommende med hensyn til grundene, de ligger eller skal ligge på", pointerer Jørgen Glud.
Hos Graceland Randers er ejer Henrik Knudsen fuld af beundring for Jørgen Gluds initiativ og ideen om La Pampa. Han synes, det vil være godt dumt, hvis kommunen ikke slår til.
"Principielt synes jeg, at man skal støtte sådan et projekt her fra kommunens side, så det bliver i byen. Det er jo en frygtelig god idé", siger Henrik Knudsen.
Han er selv glad for den hjælp han fik af kommunen, da han gik med byggeplaner.
"Jeg fik lov til at købe grunden til en god pris, men der fulgte dermed en masse restriktioner med. Jeg måtte kun bygge det, jeg havde planer om. Og det var da også fint med mig. Men jeg kan jo ikke udtale mig om, hvordan det ligger med prisen for den jord, som Jørgen Glud gerne vil købe., Men man kan jo sige, hvad er værdien for en grund, som du ellers ikke kan bruge til andet", siger Henrik Knudsen fra Graceland Randers.
"Generelt synes jeg kommunen strakte sig langt for at hjælpe mig, og det håber jeg da også, man vil gøre for Jørgen Glud", siger han.