Fortsæt til indhold

Klar med endnu en Kim

Arkiv
Arkiv

“Kim og Tysklæreren” starter med at Kim og Erik har fået sommerferie. De har også lige fået knallerter og skal for første gang køre op i fiskerlejet på dem i stedet for at køre med toget derop som de plejer. De skal mødes med Brille deroppe, han er kørt i forvejen med toget da han ikke har råd til en knallert. I fiskerlejet mødes de i hovedkvarteret på Stokrosevej. Pludselig ankommer deres tysklærer inde fra skolen i København og serverer sommerferiens første mysterium for dem: Hans datter er blevet væk! Handlingen i den nye bog bringer både Kim & Co. på en tur til Sønderjylland og sender Brille på frierfødder for første gang. Alt er ved det gamle og fiskerlejet ligner sig selv som i de gamle Kim-bøger. Kim-bøgerne en gammel serie af drengebøger, som oprindeligt udkom første gang i 1957. Fra den originale forfatter Jens K. Holms hånd udkom der 25 Kim-bøger fra 1957 til 1973. I Danmark var Kim-bøgerne let genkendelige på grund af de blå streger på ryggen. Bøgerne blev oversat til adskillige sprog og udkom over hele verden i flere millioner eksemplarer. Så langt væk som i Japan udkom Kim-bøgerne i 1970’erne og alle de første 25 Kim-bøger udkom i Tyskland. I England blev der i 1975 produceret en TV-serie baseret på Jens K. Holm’s Kim-bøger. Kim-bøgerne udkom desuden både i Sverige, Spanien og på Island. Efter 40 års pause blev Kim-serien i 2013 fortsat af Finn Jul Hjortsøe med bogen “Kim vender tilbage”, hvor Kim og hans venner mødes igen i nutiden. Finn Jul Hjortsøe har med hjælp fra den originale forfatters arvinger fået tilladelse til at få liv i Kim, Erik, Brille og Katja igen, som altså nu blevet voksne. I den første nye Kim-bog “Kim Vender Tilbage” fra 2013 arvede Kim sin onkel og tantes hus i nordsjælland som var omdrejningspunkt i næsten alle de gamle Kim-bøger og fik samlet vennerne fra de gamle bøger omkring sig igen. Kim & Co. faldt naturligvis også over et lille mysterium der skulle opklares, ligesom i de gode gamle dage. De nye Kim-bøger er et trygt og nostalgisk tilbageblik til miljøet og stemningen fra de gamle bøger. De foregår altså stadig i fiskerlejet oppe på den sjællandske nordkyst. Da de to første bøger foregår i nutiden er flere af de originale ældre personer fra de gamle Kim-bøger desværre ikke med i dem mere, men fiskerlejets gode gamle betjent Larsen og hans skrappe søster Frøken Larsen er i særdeleshed stadig i live. I den nyeste bog fra 2015, som jo foregår i gamle dage, er alle de gamle personer fra de gamle bøger naturligvis med igen. Omslagene til de nye bøger er tegnet af Majken Thorsen, gift med Amdi Thorsen, som tegnede mange af de originale Kim-omslag fra 1957 og frem. Majken har også tegnet Kim-bøger i 1980’erne, hvor Kim-bøgerne blev genudgivet med nye omslag. Tegneren Amdi Thorsen var venner med Kim-bøgernes originale forfatter og det er hans søn Kim som bøgerne i sin tid blev opkaldt efter. Design og udseende på de nye Kim-bøger er naturligvis identisk med de gode gamle bøger. De genkendelige blå Kim-striber på ryggen passer perfekt når de nye bøger skal op og stå på bogreolen ved siden af de gamle ditto og de tre nye Kim-bøger er naturligvis nummereret 26, 27 og 28, eftersom den sidste af de gamle bøger i 1973 var nummer 25 rækken. De nye Kim-bøger udkommer på Forlaget Legimus og kan bestilles hos alle landets boghandlere eller på forlagets hjemmeside forlaget-legimus.dk. Der er meget mere information om de nye Kim-bøger på kimvendertilbage.dk. En større artikelserie om Kim-bøgerne og en biografi om den originale forfatter kan læses på forfatterens hjemmeside glamrocker.dk/kim.htm.