Eleverne kom helt tæt på Himalayas bjergbørn
Eleverne på Holmegårdsskolen fik en helt særlig oplevelse, da de fik besøg af Jens Petersen, som er storyteller for CARE Danmark
Besøget var arrangeret af CARE Danmark, som i år går sammen med Danmarks Radio og Danida om Børnenes U-landskalender 2015. Overskuddet fra kalenderen går til uddannelse og sundere kost til fattige bjergbørn i Nepals vestlige Bajura-distrikt.
Skoler med jordgulv og træbænke
Jens Petersen, 65 år, og har vandret i de nepalesiske bjerge to gange. Det er hans respekt for nepalesernes levevis og væremåde koblet sammen med den storslåede natur, som har gjort, at han bliver ved med at vende tilbage til landet. Også derfor er han storyteller for CARE Danmark. Han bragte med fortællinger, billeder og video hverdagen for nepalesiske bjergbørn helt ind i klasselokalet på Holmegårdsskolen: - Jeg forsøger at gøre de fattige bjergbørns liv i Nepal helt konkret og levende for børnene på Holmegårdsskolen. Jeg fortalte for eksempel om, hvordan børnene må vandre flere timer igennem bjergene for at gå i en skole med jordgulv og træbænke. Og om hvordan de flere måneder om året sover i åbne telte, fordi deres familier må forlade deres hjem på de kolde bjergtoppe i vinterperioden. Mit mål er, at de nærmest skal kunne sanse, hvordan det er at være barn på toppen af Himalaya, siger Jens Petersen.