Fortsæt til indhold

Ældre Sagen lejer lokaler i Hvidovre C (Stationscenter)

Efter kommunalpolitikernes negative indstilling til at hjælpe, har lokalbestyrelsen taget sagen i egen hånd

Arkiv
Arkiv

Sådan siger formanden for Ældre Sagen i Hvidovre, Thomas Thomsen, og fortsætter: - I rigtig mange år har vi prøvet at få kommunalpolitikerne til at indse, at det naturligvis burde være en oplagt kommunal opgave et skaffe tilstrækkelige lokaler til Ældre Sagen, ikke mindst på baggrund af det vigtige omsorgsarbejde og de andre ældreaktiviteter, som Ældre Sagen varetager. Vi har brugt urimelig mange kræfter på sagen, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det har været opslidende.

Længerevarende aftale

Thomas Thomsen oplyser, at Ældre Sagens lokalbestyrelse har undersøgt flere muligheder for at leje egne lokaler, og det er nu lykkedes at indgå en fornuftig, længerevarende lejeaftale med Danica Ejendomsselskab Aps, der siden 2010 har ejet Hvidovre C. - Vi kommer til at råde over ret så mange kvadratmeter på 1. sal over centercaféen og BR legetøjsforretningen. Hertil er der nem adgang. Kommer man i bil, kan man køre op ad rampen og parkere gratis i 4 timer. Herfra er der kun ca. 50 meter at gå til Ældre Sagen lokale. Kommer man med bus eller S-tog, kan man fra den centrale centerplads benytter elevator eller trappe, fortæller Thomas Thomsen. Han er glad for, at udlejerne har set potentialet i, at Ældre Sagens mange medlemmer regelmæssig vil besøge centret, og det åbner også muligheder for kontakter og måske arrangementer i samarbejde med de øvrige lejere i centret. Med de nye lokaler, sammen med de lokaler vi har til rådighed på Hvidovre Enghavevej, kan vi bl.a. udvide vores undervisningstilbud inden for IT til gavn for kommunens ældre og også for Hvidovre Kommune.

Klar ved årsskiftet

De kommende uger bruger Ældre Sagen en del af lokalforeningens opsparede midler på indretning af de nye lokaler. Planen er, at Ældre Sagens lokalkontor flytter hertil ved årsskiftet, og kort efter nytår vil lokalbestyrelsen naturligvis invitere medlemmerne til at se lokalerne ved en åbningfest. Kontorflytningen indebærer ikke ændringer af telefonnummer og mail-adresse til Ældre Sagen I Hvidovre. Postadressen bliver fra 1. januar 2016 Ældre Sagen Hvidovre, Hvidovre C, Hvidovrevej 57. Og selv om tilmeldingkortet i det netop udsendte medlemsblad til arrangementer i første halvår 2016 har påtrykt adressen til det gamle kontor i Strandmarkens Fritidscenter, forsikrer Thomas Thomsen, at tilmeldingskortene nok skal komme i de rette hænder. Der kan ikke afleveres tilmeldingskort eller anden post til den nye adresse, før vi kommer ind i 2016. På Ældre Sagens lokale hjemmeside ældresagen.dk/hvidovre vil der løbende blive orienteret om eventuelle flytninger af aktiviteter til det nye lokale.