Fortsæt til indhold

Polsk festfyrværkeri

Hvidovres volleyherrer var chanceløse mod det polske hold fra Ishøj i pokalkvartfinalen

Arkiv
ebo@hvidovreavis.dk

I selve turneringen vandt Hvidovre det første opgør med sikre 3-0 efter en rigtig god kamp, hvor alle havde noget at byde ind med. Den sejr blev byttet i søndags. Efter en lige start i første sæt fik Ishøj sat blokaderne og bragt sig foran med 5 point. Martin Bülow fik med en serie gode server bragt Hvidovre tilbage i sættet, men serverne var ikke nok. Ishøj kunne svare igen med ligeså skarpe server, og Hvidovre faldt stille og roligt fra hinanden. Det blev ikke bedre i 2. sæt. Efter en god start viste Ishøj, at deres polske spillere er meget dygtige. Lidt mere smarte og har lidt mere snert i spillet, så Hvidovre blev presset på hver eneste bold. Desværre havde Ishøj rigtig mange strenge at spille på. Hvis en spiller faldt lidt i niveau, var der en anden, der tog over. Hvidovre var ikke i nærheden af Ishøj i andet sæt. Det blev noget bedre i 3. sæt, hvor Martin Bülow og Vitali Cinne steppede lidt op. Det var stort set op til dem at hente point til Hvidovre, og det er for få, når modstanderen har Ishøjs niveau. De polske spillere faldt lidt i niveau, og da de kom pænt bagud, "solgte" de sættet uden de store indsatser. Men en oprejsning til Hvidovres spillere, for det var deres fortjeneste. 4. sæt afgjorde det hele, og her kom Hvidovre aldrig ind i kampen. Der var ingen værktøjer i kassen til at dæmme op for de velspillende polakker, der stort set ikke gjorde brug af andre spillere end start 6-eren. En overbevisende indsats og sejr på 25-16.