Overfaldsmand fængslet
En 50-årig mand fra Helsingør blev onsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger efter at have været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.
Manden trængte natten mellem tirsdag og onsdag klokken 01.22 ind til sin ekskæreste, en 39-årig kvinde og hendes 27-årige samlever fra Horsens på Søndre Molgervej ved landsbyen Molger vest for Horsens.
Her overfaldt den 50-årige mand først den 27-årige mand med et baseballbat.
Ifølge politiet fik den 27-årige mand 'slag i hovedet med en kølle', hvorefter han blev 'sat ud af kraft'.
Derefter angreb den 50-årige sin 39-årige ekskæreste med en kniv, hvorved hun fik flere snitsår på hænder og arme.
"Ifølge den 39-årige kvinde har den 50-årige ekskæreste været efter hende før, men han ladet hende i fred i nogle år, indtil han fandt hende igen," oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.
Den 27-årige blev sendt til undersøgelse på sygehuset, men hans tilstand er politiet ukendt.
Den 50-årige blev ved grundlovsforhøret sigtet for grov vold, trusler, våbenbesiddelse, ulovlig indtrængen og hærværk i ekskærestens bolig.
Han erkendte besiddelse af en butterflykniv, men ikke baseballbat. Manden erkendte også at have lavet hærværk i kvindens bolig, men de andre sigtelser nægter han.
Den 50-årige er nu fængslet til den 2. december.