Fortsæt til indhold

Mystik om deleboliger

Kommunalbestyrelsen skal i aften drøfte et forslag fra KAB - et forslag som KAB afviser at have stillet!

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

I sagsfremstillingen, Punkt 9, står der indledningsvis således: “Forvaltningen har fået en henvendelse fra KAB om muligheden for oprettelse af deleboliger, som kan være en måde at tilvejebringe boliger til flygtninge”. Som omtalt i HVIDOVREweekend i sidste uge, var der i begyndelsen af november flertal i økonomiudvalget for at se positivt på en henvendelse fra boligselskabet KAB om muligheden for oprettelse af deleboliger. Venstre, Konservative, SF og Enhedslisten stemte for forslaget, mens Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti stemte imod. Socialdemokraterne stemte imod, fordi de ønsker en oversigt over hvilke lejligheder KAB har tænkt sig der skal indgå i ordningen. Dansk Folkeparti bad om, at sagen kom til behandling i kommunalbestyrelsen. - Til avisen sagde Mikkel Dencker (O) blandt andet: - Vi stemte imod KAB’s ønske om deleboliger. Det gjorde vi, fordi forslaget går ud på at omdanne store lejligheder på 3, 4 eller 5 værelser til enkeltværelser... - Jeg tror også at bagtanken ved KAB’s forslag er at det er migranter og flygtninge, der skal flytte ind i enkeltværelser i de store lejligheder. I Dansk Folkeparti vil vi ikke bidrage til, at familieboliger “fjernes”, så de er utilgængelige for danske familier, for så at blive brugt til husning af flygtninge og migranter... Mogens Leo Hansen (Ø) har en anden holdning: - Jeg er overrasket over, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at lade KAB oprette delelejligheder, siger han blandt andet i denne uges avis...

KAB afviser at have stillet forslaget

Ganske overraskende har redaktionen nu modtaget en mail fra KAB. I denne beder KAB Hvidovre Avis om en Præcisering til artikel bragt 19. november 2015 i Lokalavisen Hvidovre Weekend. Her indholdet af den nævnte mail: - KAB mener, at der er sket en forvridning i fremlægningen af spørgsmålet om deleboliger i ovennævnte artikel og vil bede Lokalavisen Hvidovre Weekend om at bringe en præcisering. Artiklens indledning “KAB ønsker at omdanne store lejligheder til enkeltværelser - værelser som kan benyttes til flygtninge” kan lede til en opfattelse af, at KAB har stillet konkret forslag om indretning af deleboliger i de almene boligorganisationer i Hvidovre Kommune. Det er ikke tilfældet. KAB har ikke ansøgt om eller stillet forslag om at indrette deleboliger i Hvidovre Kommune. KAB henvendte sig i oktober til Hvidovre Kommune for at drøfte kommunens strategi for boligplacering af eventuelle flygtninge. KAB tog initiativ til et møde for at være på forkant med situationen ud fra erfaring med boligplacering af flygtninge i andre kommuner. Hvidovre Kommune meldte på mødet klart ud, at der ikke lige nu er planer om at boligplacere flygtninge i almene deleboliger. Kommunen viste interesse for at høre mere om løsningen med deleboliger og tog initiativ til en politisk behandling med det formål at invitere alle boligorganisationer i kommunen til en drøftelse af muligheden for at anvende denne metode på sigt. KAB finder dette budskab væsentligt anderledes end det i artiklen fremlagte og håber, at redaktionen kan finde plads til at præcisere... Kommunalbestyrelsen skal altså i aften drøfte et forslag fra KAB - et forslag som KAB afviser at have stillet! Der omtales et møde som er blevet afholdt på KABs initiativ. Hvornår det blev afholdt og hvem der deltog i dette møde, er ikke redaktionen bekendt. Men der må vel eksistere et referat fra dette møde? Mon ikke der kastes lys over dette i aften, når kommunalbestyrelsen når frem til punkt 9..