Fortsæt til indhold

Præsten der mødte Gud i en drøm

Karin Helmersen fra Avedøre Kirke går på pension. På søndag den 29. november holder hun sin sidste prædiken i kirken

Arkiv
key

Karin Helmersen har på nær nogle få år i København boet det meste af sit liv i Hvidovre, hvor hun som barn gik på Strandmarksskolen. Familien var ikke troende, men selv oplevede hun allerede som barn nogle episoder, hvor hun fornemmede, at naturen rummede noget, der ikke lige kunne forklares. - Jeg havde en veninde på Hvidovre Strandvej, hvor vi legede i haven og lå i æbletræet, og hvor jeg fik en fornemmelse af noget stort og helligt, som jeg ikke kunne sætte ord på. Det fulgte mig som en blidhed og blødhed, fortæller hun. Vejen til at blive præst kom dog først senere i hendes liv. - Jeg var et søgende menneske, men jeg er oprindeligt uddannet afspændningspædagog, og en dag mødte jeg simpelthen Gud i en drøm, fortæller Karin Helmersen. Karin Helmersen har aldrig gjort et stort nummer ud af oplevelsen, men hun lægger ikke skjul på, at den ændrede hendes liv totalt. Året var 1989 og Karin Helmersen arbejdede som afspændingspædagog, hvor hun underviste i fødselsforberedelse og efterfødselsgymnastik. Hun var selv gravid og på et af hendes hold for efterfødselsgymnastik oplevede hun, at to af kvinderne mistede deres børn. - Døden var meget abstrakt for mig den gang, men nu kom den virkelig tæt på i mit liv. Og så havde jeg en drøm, hvor Gud kom til mig og sagde, at han gerne ville have, at jeg skulle læse teologi. Jeg fik simpelthen et valg, og jeg var slet ikke i tvivl om, at det var Gud, der viste sig for mig, fortæller Karin Helmersen. Oplevelsen fik hende til at kontakte sognepræst Bente Simmonsen (som nu hedder Nystrøm), og det blev til, at hun fik lov til at være i en slags praktik, hvor hun fik lov at prøve kræfter med præstegerningen. - Det var et sjovt spring, men det er også livet. Og jeg føler mig meget privilegeret, at Gud fandt mig. Det ændrede mit liv totalt, jeg blev et andet menneske. Der var noget andet på spil i mit liv, fortæller Karin Helmersen.

Altid Avedøre Kirke

I 1991 startede hun på Københavns Universitet, og da hun var færdig som cand. theol. og havde været på pastoralseminariet blev der en stilling ledig i Avedøre Kirke i 2001. Hun søgte den - og har således været hele sit arbejdsliv som præst i Avedøre. - Det har været en fantastisk rejse for mig. Jeg har fået døden helt tæt på igen, ved utallige bisættelser og begravelser, og også i mit privatliv har jeg oplevet at miste en voksen søn og to af mine allerbedste kammerater, men i dag har jeg et helt anderledes syn på døden, end da jeg var ung, hvor det var forfærdende og skræmmende, fortæller Karin Helmersen. Hendes syn på døden er i dag tæt knyttet med hendes religion og tro på Jesus. - Jesus er gået forud for os og har brudt døden ved sin opstandelse. Kærligheden og livet er stærkere end døden, og det betyder, at jeg kan give slip på mine døde. De er i Guds kærlighed og den evighed føler jeg også, at vi som mennesker er en del af. På den måde bor Gud i os, og det betyder, at vi kan have nogle glimt af Gud i vores liv. Der kan jeg fornemme, at mine døde har det godt i Guds kærlighed, og at de i en eller anden forstand venter på mig. Der kan vi mødes igen. Den opstandelsestro har været utrolig vigtig i hele mit præsteliv, siger Karin Helmersen. Ved skrivebordet i lejligheden i Avedørelejren ligger bibelen fremme og computeren er slået op. Arbejdet med den sidste søndagsprædiken er under udarbejdelse. Karin Helmersen vil gerne være færdig i god tid, selv om hun egentlig ikke har travlt med at stoppe sit arbejde i kirken helt. Hendes lidt usikre gang fra sofaen over til skrivebordet er imidlertid inddirekte årsag til, at hun stopper. Sclerosen har hun haft stort set alle årene i Avedøre Kirke - og hun har klaret sig trods gradvise ændringer i kroppens formåen. Men nu er tiden kommet til at tage hensyn til de udfordringer, som sygdommen giver. - Jeg vil fortsætte med at lave enkeltdags-retræter. Både i Avedøre Kirke og andre steder, og jeg fortsætter som frivillig, men jeg holder som præst, fordi sclerosen er en alvorlig sygdom, og fordi jeg ikke har så mange kræfter mere. Men man hører aldrig op med at være præst, det vil man være hele livet. Jeg har bare behov for Karin-tid, langsomhed og omsorg, som ikke kun er rettet mod andre, forklarer hun.

En fantastisk ramme

I Avedøre Kirke har Karin Helmersen, på lige fod med de andre præster i kirken, været med til at forme de mange tilbud, der er i kirken. Blandt tiltagende har hun f.eks. stået bag et lægeurtelaug, for dem, der har interesseret sig for sundhed og sygdom. - Da de mange klostre lukkede røg noget fantastisk givende ud. Vi må have den tradition tilbage, siger Karin Helmersen og smiler. I Avedøre Kirkes lægeurtelaug har man blandt andet fundet ud af, at morgenfruesalve har vist sig at være godt mod skinnebenssår og psoriasis. Det var dog ikke kun erfaring med lægeurter, der kom ud af lægeurtelauget i kirken. - Ud af møderne i lægeurtelauget udsprang der også en meditationspraksis, hvor vi i fællesskab blev glade for at meditere, og det udviklede sig til, at vi skulle have egentlige meditationsgudstjenester og andagter, fortæller Karin Helmersen, der gik skridtet videre og tog en uddannelse om retræteleder. - Jeg skelner ikke så meget mellem meditation og bøn - begge handler om en relation til Gud, og det handler om at sætte sig ned og lukke alle andre stimuli ude. Det er utrolig svært, i og med at man siger til sig selv, at man vil hvile i gud, men man kan tænke på, at Gud er til stede i små slip. At Gud er til stede i sin kærlighed og sit lys. Jeg tror, at alle har en længsel efter at være forenet med Gud, for det ligger i vores skabelse, siger Karin Helmersen. Hun understreger, at man ikke behøver søge syner eller store åbenbaringer, men at selvforglemmelsen og roen kan give mere overskud i hverdagen, og dermed føre een til et sted, hvor der er kærlighed og omsorg, der kan række ud til andre mennesker. Og hun understreger, at det er nødvendigt, at der skabes et rum, hvis man vil komme religiøsiteten i møde. Karin Helmersen afslutter sit arbejde som præst i Avedøre Kirke med en afsluttende prædiken på søndag den 29. november kl. 10.30.