Fortsæt til indhold

Intenst 1-1-opgør mellem OB og FCM

Arkiv
Tekst: Daniel Nooteboom, Tipsbladet

Inden kampen mellem OB og FC Midtjylland udtalte gæsternes anfører Erik Sviatchenko, at man skulle vinde opgøret ved at fighte indædt. Kent Nielsen var ligeledes overbevist om, at kampen ville bære præg af en masse dueller og intenst spil. En rigtig fighter-kamp lå altså i kortene i det fynske.
Rasmus Falk havde en god aktion efter tre minutter, hvor han tørrede en modspiller og skød i sidenettet. I det hele taget var det fynboerne, der startede bedst. Falk og Festersen var flyvende, men det blev ikke til nogen scoringer.
Festersen kom til en fin mulighed, efter Falk havde leveret gode ting på fløjen. Og hjemmeholdet var generelt bedst på bolden og havde også fine kontraangreb. Gæsterne kom til en giga-chance, da Sviatchenko på en dødbold fik sparket bolden på stolpen. Anføreren for gæsterne blev imidlertid revet i trøjen, og det lignede unægteligt, at der var straffe.
Holdene gik til pause ved stillingen 0-0 efter en underholdende første halvleg.
Anden halvleg var alt det, første halvleg ikke var. I hvert fald i indledningen. Stort set ingen chancer blev skabt de første 20 minutter, og tempoet faldt enormt. Men efter 68 minutters spil leverede Zohore og Rasmus Falk smukt spil. Førstnævnte lavede en hælaflevering til Falk, som sparkede bolden på mål. Den var egentlig gået i netmaskerne, hvis ikke Sviatchenko afværgede forsøget på stregen.
Minuttet efter kom hjemmeholdet til endnu en chance, da Busuladzic trykkede af fra kanten af feltet. Skuddet blev imidlertid reddet flot af Mikkel Andersen. Rasmus Festersen gjorde det til 1-0 til hjemmeholdet 10 minutter før tid. Det skete, efter et indlæg af Oliver Lund ramte den tidligere FCV-spiller, der kom flyvende og headede bolden sikkert i mål.
Men udligningen kom minsandten, da André Rømer efter klumpspil sparkede bolden i mål til 1-1.
Hjemmeholdet forsøgte at lægge pres for at lave en udligning, men i stedet var gæsterne lige ved at få en kæmpe kontra-mulighed, da Pusic prøvede at aflevere til en helt fri Morten Duncan. Bolden blev dog opsnappet af en OB-spiller.
Kampen sluttede 1-1, hvilket i sidste ende må ærgre hjemmeholdet mest.