Slaget ved Sortehavet er helt uforudsigeligt
Team Esbjerg forbereder sig på lidt af hvert i returkampen i tredje runde af Cup Winners’ Cup mod det tyrkiske hold, Ardesen GSK, der viste sig som en hård modstander og kom fra Esbjerg med et nederlag på 30-26.
"Vi kommer igen til at møde et hold, der overvejende består af spillere fra Kroatien, Serbien og Ukraine, men det bliver i en tyrkisk kultur med 3.500 tilskuere imod os. Vi skal bo på hotel lige op ad en moské, hvor der vil være larm fra klokken fem om morgen, så vi skal nok sove med ørepropper," siger cheftræner Lars Frederiksen.
Truppen flyver først på eftermiddagen fredag fra Billund til Istanbul og derfra videre mod Trabzon. Sidste del af turen til kystbyen Rize ved Sortehavet i det nordøstlige hjørne af Tyrkiet foregår med bus med ankomst til hotellet omkring midnat.
"Vi glæder os. Det bliver en stor oplevelse at spille under så fremmede forhold, vi er et bedre håndboldhold, men med dommere fra Moldova kan alt ske. Ardesen er et hold bestående af killere, der har ry for mange udvisninger og at spille knaldhårdt. Kampen i Esbjerg blev de brændte chancers kamp med blandt andet fire misbrugte straffekast, og vi ved, vi kan spille meget bedre. Vi vil ikke gå på banen for at forsvare forspringet på fire mål, men går efter at vinde med offensivt spil. Vi mener, vi er syv-otte – måske 10 – mål bedre end dem," siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg har seks VM-spillere på fire forskellige landshold med i truppen til Tyrkiet, og flere af de øvrige spillere har også erfaring fra at spille internationale kampe, hvor modstanden ikke kun kommer fra banen. Over for dem står et tyrkisk hold med en stærk kroatisk målvogter og en række spillere, der har spillet på højt niveau i deres hjemlande.
Når kampen i Rize er spillet, og Team Esbjerg forhåbentlig har spillet sig videre til kvartfinalen i Cup Winners’ Cup, tager VM-spillerne i træningslejr med deres landshold, og truppens øvrige spillere tager 27. november på en uges træningsophold på Club La Santa.
Team Esbjergs trup til 3. runde af EHF Cup Winners’ Cup, anden kamp, søndag den 22. november kl. 16.00 mod Ardesen GSK (Tyrkiet) i RTE MYO Sports Hall i Rize.
Målmænd: Emily Stang Sando og Filippa Idéhn
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund og Maria Mose Vestergaard
Højre fløj: Tove Seest
Streg: Rikke Zachariassen og Stine Bodholt Nielsen
Bagspillere: Laura van der Heijden, Estavana Polman, Jenny Alm og Betina Riegelhuth.