Morgentrafikken forløb gnidningsfrit
Det var en dag som alle andre, lyder det fra Fyns Politi
Mens store dele af landet har haft trafikale problemer som følge af weekendens snestorm, så er Odense tilsyneladende sluppet nådigt.
Den smule sne, kommunen fik, og den smule nattefrost, der var i nat, skabte i hvert fald ikke problemer for morgentrafikken.
Det fortæller Fyns Politi.
"Vi har ikke hørt noget til problemer. Det har været en dag som alle andre. Det lader til, at folk har kørt fint efter forholdene" siger vagtchef Kenneth Taanquist til Lokalavisen Odense.
En borger fra Tarup fik dog en rigtig træls start på ugen, da han i morges skulle gøre bilen klar til at køre ud.
Mens han var i færd med at skrabe frost af ruderne, gik der pludselig brand i bilens motor.
Odense Brandvæsen blev tilkaldt og fik hurtigt slukket branden.