Fortsæt til indhold

Et ”ja” er bedst for Danmark

Arkiv
Arkiv

Jakob Esmann,
Rådmandsgade 88, st.tv., 2200 København N,
født og opvokset i Kolding

Debatten om folkeafstemningen har været i fuld gang længe, og i torsdags var jeg i min hjemby for at deltage som socialdemokratisk repræsentant i en paneldebat på Kolding HF & VUC. Det var et godt arrangement, for rigtig mange danskere er i tvivl om, hvad de skal stemme, eftersom debatten enten bliver meget teknisk eller alt for sort-hvid.

Desværre var DF’s lokale folketingsmedlem Karina Adsbøl mest optaget af at tale om euroen og nummerplader med EU-flag i vores debat. Og selvom vi begge elsker Danmark og Dannebrog, ændrer det ikke på, at afstemningen ikke handler om nogen af delene. Debatten er for vigtig til den slags. I virkeligheden synes jeg, at debatten kan koges ned til dette: Ønsker man helhjertet dansk deltagelse i et forpligtende, europæisk samarbejde på retsområdet, eller gør man ikke.

Jeg tror på, at Danmark og dansk politi har de bedste forudsætninger for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og sikre de bedste vilkår for danske borgere og virksomheder ved et JA. Det er også derfor, at en række arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og interesseorganisationer anbefaler et JA.

Vi skal samarbejde, hvor det giver mening for Danmark. Og det gør det både vedrørende Europol, bekæmpelse af cyberkriminalitet og menneskehandel, virksomheders mulighed for at inddrive tilgodehavender over grænser, skilsmisse- og arvelovgivning og lignende. Derfor stemmer jeg JA på torsdag.