Fortsæt til indhold

OB havde fortjent tre point i dramatisk 1-1 opgør

Arkiv
Af Kim Belmark

Næsten 4.600 tilskuere så en højdramatisk 1-1 kamp på TREFOR Park. Men det var hjemmeholdet, som havde fortjent tre point i stedet for det ene.
Uafgjort endte kampen efter et par hæsblæsende slutminutter og tre minutters overtid. FC Midtjylland havde sine chancer, men OB-spillerne må alligevel være en smule utilfredse. De havde faktisk fortjent mere.
Kampens spiller må uden diskussion være Rasmus Falk Jensen. Han er i fantastisk form, og i aften kunne man se ham overalt. Sikken en spiller. Han er ekstraordinær. Hold på ham, OB - han bliver dyr at erstatte. Hans kontrakt udløber til sommer.
Det var en hård fight med masser af frispark.
I det 79. minut scorede Festersen et flot mål til 1-0. Lund sendte et glimrende indlæg ind fra højre. Fester timede sit løb perfekt forbi Kianchenko, og angriberen scorede med hovedet.
Fra det 65. til 80. minut pressede OB det noget rystede FCM-hold i bund. Morten 'Duncan' Rasmussen reddede på stregen for FCM. Azer Busuladic fik afsluttet, men hans skud på mål blev reddet på mirakuløs vis. OB spillede forrygende.
Men endnu en gang slog FCM til i slutminutterne. Og endnu en gang slog FCM til på en dødbold.
Rømer afsluttede på en løs bold, og Koval kom springende ud fra sit net, men han kunne ikke gøre noget ved skuddet.
"En bitter fornemmelse. Det var vores bedste kamp på hjemmebane i denne sæson," sagde OB's Rasmus Festersen umiddelbart efter kampen.
Men OB viste overskud og spilleglæde. Det lover godt i forhold til de sidste kampe inden julepausen. Det var de danske mestre, OB var oppe imod. Det kunne man ikke se på banen. Muligvis OB's bedste kamp hidtil i sæsonen.

Foto: Norde Van Ernst/Polfoto