Vi har forberedt os
”Vi føler, vi er stærke nok til at stå imod deres fysiske og aggressive spillestil,” siger Kent Nielsen
Når OB-spillerne i aften tager imod FC Midtjylland hjemme på TREFOR Park, så bliver det med klar bevidsthed om, at de møder et hold, der er en stor trussel på nær sagt alle standardsituationer.
Det har cheftræner Kent Nielsen tudet dem ørerne fulde af, og under torsdagens træning på Dyrskuepladsen mundede snakken også ud i øvelser.
”Der er ingen tvivl om, at Midtjyllands store styrke er standardsituationer, og der skal vi forsvare stærkt, så vi har forberedt os godt på de lange indkast, frisparkene fra kanten og de lange frispark. For de er dygtige til de ting,” siger Kent Nielsen til Lokalavisen Odense.
Gode i Herning
Da OB mødte FC Midtjylland på udebane i starten af sæsonen, led de et uheldigt 1-0-nederlag efter en overtidsscoring af Morten 'Duncan' Rasmussen.
Forinden scoringen havde Kent Nielsens tropper dog spillet en stærk kamp, hvor netop mange dødbolde blev afvist. Men godt forsvarsspil skal afløses af gode modangreb, slår cheftræneren fast.
”Det, vi bl.a. var dygtige til oppe i Herning, var vores omstillingsspil. At de presser højt og har mange folk med fremme på standardsituationerne giver nogle muligheder i spillet frem ad banen. Jeg er sikker på, at Midtjylland også har noget på tegnebrættet i forhold til, hvordan de skal dæmme op for vores omstillingsspil,” siger han, men påpeger også, at midtjyderne ikke skal have for meget lov at få for meget initiativ i kampen:
”Vi skal finde en balance i forhold til, hvad vi gør, når de kommer med et hårdt pres, så vi ikke vælger den billige og nemme løsning at sparke langt. Det er et krav for os, at vi får nogle længere perioder med bolden. Vi føler, vi er stærke nok til at stå imod deres fysiske og aggressive spillestil.”
Svingende resultater
FC Midtjylland, rækkens nummer to, startede sæsonen overlegent med otte runder som ubesejret, men på det seneste har spillet været svingende og resultaterne skuffende.
En sejr i seneste runde og en veltimet landkampspause er dog medvirkende til, at vi i aften får en toptunet modstander på banen, tror Kent Nielsen.
”Jeg føler, at de nok er blevet lidt indhentet af de mange kampe, de har haft, og det har givet dårlige resultater (i forbindelse med Europa League, red.), men der er jeg ikke i tvivl om, at den her landskamppause har været god for dem, også fordi de vandt over Esbjerg lige inden. De har nok fået lidt ro på og tanket energi – også mentalt. Midtjylland er et tophold, og det er jeg sikker på, vi får at se. Men vi har også en tro på, at vi får point.”