Fortsæt til indhold

Store juletræer fældes ikke - de plukkes

Juletræerne til Fredericias torve er nøje udvalgt. Og de håndteres med stor forsigtighed, når de “plukkes”

Arkiv
Peter Friis Autzen

Et stort juletræ vejer et par tons. Så hvis det bare fældes på traditionel vis og lægger sig ned med et brag, vil en del af grenene knække. Og dét går ikke, når vi alle sammen skal gå og glædes over et pænt og symmetrisk træ i en hel måned.
Så da Fredericia Kommunes folk i fredags rykkede ud til Ravnsgårdsvej for at hente Rådhuspladsens juletræ, fældede de det ikke. De “plukkede” det.
“Vi har fat i toppen af træet med en kran. Så saver vi to kiler i træet og vrikker det frem og tilbage, indtil det knækker af. Lidt som at plukke en meget stor blomst,” siger sav-fører Jacob Gade.

Børnebørnene er stolte

Træet er en flot normannsgran, som ægteparret Else og Ove Reif plantede i deres forhave for omkring 30 år siden.
“Vi var nogle af de første, der byggede hus her i området, og vi plantede hurtigt mange træer,” siger Ove Reif.
Gennem årene har parrets have leveret mange juletræer til familiens egen stue.
“Men det her var nok liiige stort nok,” siger Ove og fotograferer, mens træet langsomt lægges ned på en blokvogn.
“Børnebørnene er stolte over, at vores træ er blevet udvalgt, og at julemanden kommer og tænder det. Den yngste troede godt nok, at julemanden kommer her og tænder det. Så den misforståelse har Farfar været nødt til at redde ud,” siger Ove med et smil.
Else glæder sig over alt det nye lys, der pludselig er i haven, nu hvor træet er “plukket”.

Else og Ove Reif plantede selv træet for 30 år siden. Nu har de doneret det til Rådhuspladsen - og har til gengæld fået mere lys i haven.

Forsinket træ til Axeltorv

Juletræet, der skal lyse Axeltorv op, skulle have været plukket mandag morgen. Men vejret og føret forhindrede lastbilen i at komme frem.
Så ved avisens deadline var det planen at plukke et træ i statsskoven ved Frederikshåb Plantage tirsdag og stille det op tidligt onsdag morgen.
Begge træer tændes på fredag. Læs mere om det og fredagens program i avisen.

Med stor forsigtighed lægges træet, og grenene bindes ind, inden transporten.
Sav-fører Jacob Gade lægger snittet.