Fortsæt til indhold

To harmonikasammenstød på Køge Bugt Motorvejen

Arkiv
Arkiv

KARLSLUNDE: Politiet fik fredag eftermiddag kl. 16.48 via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor tre bilister var stødt sammen i 3. vognbane på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor ved Karlslunde.
Det viste sig, at en 23-årig kvinde fra Norge som fører af en svensk personbil for sent opdagede, at de forankørende havde nedsat hastigheden på grund af kødannelse.
Hun påkørte derfor en personbil foran ført af en 28-årig mand fra Lundby, hvis bil blev skubbet frem i personbilen foran ført af en 57-årig mand fra Kalundborg.
Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men de implicerede biler fik en del skader.
Den 23-årige norske kvinde blev kortvarigt anholdt, idet hun kunne mistænkes for at være påvirket af euforiserende stoffer under kørslen.
Hun kunne heller ikke vise noget kørekort, så hun blev tillige sigtet for kørsel uden førerret i anledning af uheldet, som bevirkede en del kødannelse frem til kl. ca. 17.40, hvor de havarerede biler var fjernet.
Kort efter, kl. 17.47, skete endnu et uheld i sydgående retning på Køge Bugt Motorvejen lige før strækningen med hastighedsbegrænsning på 80 km/t ved Solrød.
Der var opstået kø, hvilket en 42-årig mand fra Kirke-Såby for sent opdagede. Han nåede ikke at få bremset og påkørte med sin personbil en forankørende varebil, der blev skubbet frem i en personbil.
Ingen af parterne kom selv til skade, men deres køretøjer fik mindre materielle skader.
pm