Odenseansk kvinde stukket flere gange med kniv
41-årig mand fængslet til 18. december
En 41-årig mand blev søndag fremstillet ved et lukket grundlovsforhør sigtet for forsøg på manddrab efter at have stukket en 49-årig bekendt flere gange med kniv.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Det er dog småt med oplysninger i sagen, da anklagemyndigheden ikke kan udtale sig, idet grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre.
"Da sagen blev foretaget for lukkede døre, kan jeg ikke sige noget om selve sagen. Jeg kan dog oplyse, at de to kender hinanden," siger senioranklager Marina H. Moltke-Leth fra Fyns Politi.
Den 49-årige kvinde skulle dog være uden for livsfare.
Ifølge døgnrapporten skete knivoverfaldet natten til søndag kl. 03.13 ved Østerdalen i det sydlige Odense.
I rapporten står der samtidig, at kvinden blev stukket flere steder på kroppen, samt at det ene stik perforerede den ene lunge og forårsagede alvorlig blødning.
Ved grundlovsforhøret blev det besluttet, at den 41-årige gerningsmand skal fængsles frem til den 18. december.