Pakhuset flytter allerede til sommer
Det er planen, at aktiviteterne fra Det Bruunske Pakhus allerede til sommer flytter til Tøjhuset ved Gammel Havn
Hvis alt går efter planen, skal næste udgave af 6. Juli Jazz & Blues Festival løbe af stabelen ved Tøjhuset - og ikke som hidtil ved Pakhuset.
Planerne om at flytte aktiviteterne fra Det Bruunske Pakhus til det større Tøjhuset, er ikke længere en fjern fremtidsvision. Tværtimod. Den kan blive til virkelighed i løbet af få måneder, selvom der ikke er sat præcis dato på flytningen, fortæller husets daglige leder, Helle Lillethorup.
Byrådet har sat fire millioner kroner af til at forberede flytningen, som blandt andet gennemføres for at få plads til flere publikummer. Ved omkring hver anden koncert på Det Bruunske Pakhus må der afvises folk i døren, fordi huset ikke er stort nok.
Helle Lillethorup ved godt, at flytningen er en følsom sag. Blandt andet fordi nogle af Pakhusets gæster frygter, at husets intime stemning ikke kan genskabes i det større Tøjhuset.
“Men det er jeg sikker på, at den kan, når først huset er gjort klar til det. Husk på, at også Pakhuset i begyndelsen var rå tog hårdt, med fliser på gulvet og sådan. Hvis vi får indrettet Tøjhuset rigtigt, bliver det godt,” siger Helle Lillethorup.
Større, men stadig småt
Pakhusets spillested kan rumme 130 siddende eller 200 stående publikummer. Tøjhusets sal kan rumme 250 siddende eller 400 stående. Dertil kommer, at Tøjhusets café måske også kan indrettes til rytmisk musik i selskab med 150 siddende publikummer.
“Så der er altså ikke tale om en kæmpesal med 1.500 mennesker. Det er lidt større, men stadig intimt. Og vi skal fortsat have de helt smalle og intime koncerter med kun ganske få mennesker,” siger Helle Lillethorup.
Hun og formand Martin Andersen fra Foreningen Det Bruunske Pakhus er enige om, at idéen om flytning til Tøjhuset er god.
“Men vi går ydmygt til den. For vi er jo mange, der skal flytte sammen her. Og det skal vi lige finde ud af,” siger Helle Lillethorup.
Tøjhuset rummer allerede i dag en stribe foreninger: Fredericia Musikforening, Sinfonietta Fredericia, Fredericia Byorkester og Fredericia Jazzklub. I forbindelse med flytningen bliver huset desuden en del af fællesskabet med Ungdommens Hus.
“Tøjhuset er i dag indrettet til klassisk musik. Og det er en udfordring at indrette huset på en måde, der også er god for den rytmiske musik. Det stiller blandt andet krav til akustikken, og det undersøges lige nu af eksperter,” siger Helle Lillethorup.
På Tøjhuset er det også lettere at overholde arbejdsmiljøreglerne, som i dag er en udfordring i de trange forhold i Pakhuset.
Hvornår kommer flytningen, og hvad skal huset så hedde?
“Senest om et par måneder sætter vi dato på flytningen,” siger Martin Andersen.
“Og foreløbig hedder det Tøjhuset,” siger Helle Lillethorup.