Fuglsangcentret har fremtidssikret
En investering på godt 50 millioner kroner har blandt andet forbedret værelserne og akustikken
Også svagtseende kan se lyset. I hvert fald på Fuglsangcentret, hvor Dansk Blindesamfund driver hotel, kursus- og konferencecenter.
Efter en omfattende istandsættelse er værelserne nemlig blevet forsynet med ovenlysvinduer, som gør det langt mere behageligt for svagtseende at komme ind i lokalet.
"Tidligere blev gæsterne mødt af modlys fra vinduerne, når de trådte ind værelserne. Det gjorde det endnu sværere for dem at se. Men nu modvirkes modlyset af det nye ovenlys, så nu kan de langt bedre fornemme værelserne," siger Fuglsangcentrets direktør, Grethe Andersen.
Ovenlysvinduerne indgik som del i et stort ombygningsprojekt til godt 50 millioner kroner. Projektet er støttet af A. P. Møller Fonden, som har givet 45 millioner kroner.
Nye fællesrum
Projektet vil fremtidssikre Fuglsangcentret og Fredericia som centrum for landets blinde og svagtseende. Men samtidig fortsætter centret med sin åbenhed for alle.
"Vi er her for de blinde og svagtseende. Men alle kan bruge os. Og omkring en trediedel af vores omsætning kommer fra normaltseende, der kommer her, fordi lokalerne er gode og personalet imødekommende. Det er medvirkende til, at vi kan være her for de blinde og svagtseende," siger Grethe Andersen.
Det store ombygningsprojekt har ført til aircondition på alle 60 værelser og etablering af tre nye fællesrum.
Fællesrummene er hyggelige og lyse - også her med ovenlys. Og udsmykket med kunst, der inviterer til at blive rørt ved.
Værelser med skjult dør
Ombygningen har også ført til nyindretning af nogle af værelserne.
Hvis en gæst har en hjælper med, ønsker de gerne at bo i hvert sit værelse - men alligevel tæt sammen, så hjælperen har hurtig adgang.
"Derfor har vi indrettet værelser to-og-to sådan, at der er en dør imellem dem," fortæller Grethe Andersen.
Dørene er konstrueret så snedigt, at de kun er synlige og brugbare, hvis gæsterne ønsker det. Ellers er de skjult og låst bag en kufferthylde.
Akustik og nye gulve
Fuglsangcentret har fået nye gulve i en del af fællesrummene - blandt andet husets restaurant.
"Af hensyn til akustikken, som betyder meget for vores blinde og svagtseende gæster, har vi skiftet til et nyt materiale," fortæller Grethe Andersen.
De nye gulve er faste og knirkefri, men stadig varme og smukke at se på. Samtidig er teleslyngeanlægget lagt i gulvet på en ny måde, så signalet ikke springer fra lokale til lokale.
Nye planer
Grethe Andersen glæder sig over de mange nye forbedringer af centret. Men hun håber at kunne forbedre yderligere.
"Når vi får råd, vil vi gerne gennemføre lignende forbedringer i de dele af huset, som ikke er kommet med i første omgang," siger direktøren.
Hun tør ikke sige, hvornår det kommer til at ske.