Fortsæt til indhold

Fra påbud til pris-nominering på bare ét år

Arkiv
Arkiv

Hjemmeplejen i Fredericias distrikt 3 er nomineret til Arbejdsmiljøprisen i kategorien Psykisk Arbejdsmiljø. For bare et år siden var arbejdsmiljøet ellers så dårligt, at Arbejdstilsynet udstedte påbud. Men siden er forholdene forbedret så markant, at distriktet nu kan ende med en pris fra Arbejdsmiljørådet.
Nomineringen er udtryk for en usædvanlig hurtig og effektiv reaktion på sidste års påbud fra Arbejdstilsynet. Sidste år var beskeden, at arbejdsmængden var for stor, og at medarbejderne blev stressede og langtidssyge på grund af for store arbejdsmængder og for lidt tid.
Løsningen har været at sætte ting og opgaver i system: Kaotiske morgenmøder er i dag afløst af rutiner og faste procedurer. Nu kommer medarbejderne ud fra morgenmøderne med en ro og godt klædt på til at møde dagens første borger uden frustration over en dårlig start på dagen, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Man har også beskrevet, hvordan medarbejderne skal forholde sig, når en borger har en udfordrende adfærd, og hvordan man skal løfte og forflytte borgere, som ikke selv kan. De nye nedskrevne retningslinjer mindsker usikkerheden blandt medarbejderne, og det hele er båret frem af en arbejdsmiljøgruppe med medarbejdere, en HR- konsulent og en leder fra distriktet.
Resultatet er et markant bedre psykisk arbejdsmiljø. Sygefraværet er styrtdykket, der er ingen langtidssygemeldte – til gengæld har man en grøn smiley fra Arbejdstilsynet.
”Det er vores anbefaling, at alle arbejdspladser har en gruppe, der har særligt fokus på at skabe det gode arbejdsmiljø. Det har nemlig været en afgørende faktor for vores succes. Vores arbejdsmiljøskabende gruppe har i tæt samarbejde med den daglige leder udstukket rammer, lavet struktur, aftaler, genkendelighed og synlighed,” siger distriktsleder Anette Bach Mogensen.
Måske har man hos hjemmeplejen i Fredericia Kommune fundet en nøgle til at nå målene i den nationale arbejdsmiljøstrategi. Her skal andelen af beskæftigede, der er psykisk belastede, reduceres med 20 procent frem mod 2020, og midtvejsevalueringen viser, at der er et stykke vej endnu. Så der er brug for gode eksempler, som kan inspirere.
”Der er ingen tvivl om, at idéen med en arbejdsmiljøgruppe i hjemmeplejen i Fredericia har gjort en stor forskel. Den fokuserede indsats har virkelig båret frugt og kan inspirere andre arbejdspladser, der i dag arbejder med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det kan lade sig gøre, men det kommer ikke af sig selv”, siger Lisbeth Lollike, der er formand for Arbejdsmiljørådet.