UUV på besøg hos Ungecentret
UDDANNELSE: Der er næsten ingen vej udenom uddannelse for unge i dag. Møder man som ung under 30 år op på Jobcenterets Ungecenter på Boholtevej, bliver man som ung mødt med et uddannelsespålæg som noget af det første.
Vejledere fra Ungdommens Uddannelsesvejledning (UUV), der til dagligt er ude på skolerne i Køge eller arbejder ud fra UUV's base i Ølby Centeret 53 eller ude på Campus Køge, besøgte tirsdag Ungecenteret på Boholtevej, hvor centerleder Flemming Udbjørg og medarbejdere tog imod og gav en orientering om opgaverne i Ungecenteret efter kontanthjælpsreformen.
For alle unge der møder op i Ungecenteret er det slut med kontanthjælp. Ydelsen i dag er en uddannelseshjælp og i princippet modtages alle unge som uddannelsesparate, fortalte Flemming Udbjørg og oplyste samtidig, at unge der fik uddannelseshjælp også blev sat i gang på et af Ungecenterets projekter i form af et nyttejob på fuld til.
Der var gensidigt en god dialog mellem de ansatte i Ungecenteret og vejledergruppen fra UUV om udfordringerne med unge og misbrug, der ofte spærre for uddannelsesvejen og om at finde det rette uddannelsestilbud til den brede vifte af unge, der er rendt ind i problemer.
Der er mellem Ungecenteret og UUV et godt samarbejde, der bl.a. kommer til konkret udtryk omkring det uddannelses- og vejledningsafklarende 3 uger kursus Unge krydser Grænser (UXG) som UUV løbende afvikler på Campus Køge, ligesom der også er samarbejde omkring screening til den Forberedende Voksenuddannelsesuddannelse i dansk og matematik.
Mentorsamarbejdet mellem de to organisationer omkring fastholdelse af unge på Campus Køge blev også trukket frem som et godt fælles samarbejdsprojekt.
UUV's besøg sluttede med en spændende rundvisning på Ungecenterets adresse på Boholtevej, hvor de nyindrettede lokaler blev vist frem, sammen med de mange projekter, som også har deres base på lokaliteten.
pm