Årets sidste udstilling i Lejre Kunstforening
Lejre Kunstforening åbner årets sidste udstilling fredag den 6. November kl. 17.00- 19.00 i Gallerigangen på biblioteket i Kr. Hyllinge. Alle er velkommen. Kunstværkerne er udført af kunstneren Lene Lundgaard, som selv er til stede ved åbningen. Hun har eget atelier i Slots Bjergby ved Slagelse, og har siden 2006 deltaget i de årlige
”Kunstdage i Pinsen”. Hendes udstillingsvirksomhed begyndte i 1996, og hun har bl.a. i årene 2007, 2010 og 2011 deltaget i den censurerede Hillerød Kunstdage. I 2015 har hun udstillet i Galleri Art-for-future i København, i Galleri Gasværk i Horsens samt i Karolines Hus på Fur.
Galleriejer Susanne Krogshede skriver om Lene Lundgaard:
”Lene er kolorist helt ud i fingerspidserne. Hendes akrylmalerier er gennemarbejdede farvesymfonier, med mange både tykke og tynde lag, som gør, at de på en og samme tid er tunge og lette, farvemættede og gennemsigtige. Billederne er abstrakte, men med væsner, som fortæller levende historier om relationer og stemninger fra hverdagen. Strøgene er energiske og impulsive, og er med til at underbygge fortællingerne om livets lys- og skyggesider. Billederne udtrykker ganske enkelt livets mangfoldighed og kan derfor nydes af en bred kreds.”
Lene udstiller også egne værker i glasskabene. Det er en 'lys' udstilling, der vises i den mørke tid af året. Udstillingen slutter den 30. november. Den kan ses i bibliotekets åbningstid, når der er bemanding.