Fortsæt til indhold

Ungerådet på banen

Lørdag stod ungerådet på Varde Torv for at oplyse om Dansk Flygtningehjælps landsindsamling den 8. november

Arkiv
Kim Schou

På fire timer blev der i alt indsamlet godt 2.000 kr. på salg af kaffe, kage, tombolalodder og hjemmelavede slikkepinde.

"Rigtig mange forskellige mennesker var forbi torvet for at høre om Flygtningehjælpens arbejde rundt omkring i verden. Årets indsamling går specielt til Syriens mange flygtninge og arbejdet i Sydsudan," fortæller en af arrangørerne, Stine Hansen.

Dansk Flygtningehjælp sætter ind, hvor nøden er størst. Ca. 6.000 medarbejdere i over 30 lande hjælper med at beskytte flygtninge og internt fordrevne i såvel krigszoner som nærområder. I første omgang sørger de for vand, mad og tag over hovedet og på længere sigt hjælper de med at skabe sig en indtægt og måske muligheden for at vende hjem igen. Sidste år hjalp de over 2,5 millioner mennesker på flugt.

På søndag den 8. november foregår årets landsindsamling, og de to-tre timer, du bruger på at samle ind, er afgørende for, at Dansk Flygtningehjælp fortsat kan sætte effektivt ind og hjælpe dem, der har mest brug for det.