Fortsæt til indhold

Politiker og græsrod fylder rundt

Niels Rolskov runder 60 år tirsdag den 10. november.

Arkiv
Martin Rasmussen

FØDSELSDAG: Da Enhedslisten fik plads i byrådet i Køge ved kommunalvalget i 2013, var det første gang nogensinde, og dermed blev Niels Rolskov sammen med Jette Jørgensen partiets første byrådsmedlemmer i Køge Kommune nogensinde.
Og i Niels Rolskovs tilfælde er det næsten lidt paradoksalt, for han har altid været en aktiv del af lokalsamfundet og engageret i en række sammenhænge og på den måde fundet andre platforme til at gøre en forskel for sin omverden.
- Hvis jeg skal være helt ærlig, så bliver jeg nok aldrig politiker. Jeg ser mig selv som en græsrod, der har påtaget mig en partiopgave, siger han med et smil, for han siger det samtidig med en anerkendelse af, at han og partiet i byrådet ser gode muligheder for at gøre en positiv forskel for lokalsamfundet.
- Byrådet træffer beslutninger, der rokker ved de nærmeste omgivelser, og mine hovedambitioner er at skabe forbedringer for folk og få erhvervslivet til at tage mere ansvar, siger byrådspolitikeren, der har børne- og miljøområdet som de områder, der ligger hans hjerte nærmest.
Niels Rolskov har været engageret i Enhedslisten siden 1996 og tidligere i DKP, men det er ikke mindst for hans brændende engagement i Herfølgeområdet, at han først og fremmest er kendt.
Han bor egentlig i Tessebølle lige uden for Herfølge og er formand for Tessebølle Landsbylaug, men siden 1983 har han siddet i bestyrelsen i den lokale brugsforening, og han er blandt andet også tidligere skolebestyrelsesformand på Herfølge Skole.
Og så var han med til at etablere Herfølge Borgerforening for omkring 10 år siden som et væsentligt talerør for Herfølgeområdet over for Køge Kommune, men foreningen har også været med til at understøtte et aktivt fritidsliv i Herfølgeområdet - blandt andet ved at etablere den lokale tradition, Herfølgedagen, og puste nyt liv i flere lokale arrangementer.
Niels Rolskov fylder 60 år tirsdag den 10. november. Fødselsdagen markeres ved en reception i Kulturhus Køge på Strandvejen på dagen klokken 16-19.

Niels Rolskov. (Foto: JCJ).