Alsidig person på et alsidigt marked
Lørdag den 7. november kl. 10 til 15 holdes der på atter loppe- og kræmmermarked i Kvaglundhallen, hvor over 60 alsidige udstillere igen sørger for røde lygter/udsolgte stande.
“Det er dog ikke kun udstillerne som helhed og deres varesortiment, der er alsidigt,” fortæller halbestyrer Carsten Hille i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Også en af vores faste udstillere, Hans Sønderby, må siges at være en alsidig person. Han vil af mange være kendt som tidligere byråds- og amtsrådsmedlem og for den særdeles flotte udsmykning af huset på Morbærlunden i ugerne op til jul. Og da Kvaglundhallen i sin tid blev bygget, spillede han også en ret så aktiv rolle som formand for byggeudvalget. På vores markeder sælger han normalt af den honning, som han ved hjælp af egne bier har produceret, samt effekter fra trædrejning, og ind imellem sælger børnebørnene også ud af deres brugte ting på standen.”
I det hele taget er det imponerende, så vidt vi kommer omkring i det udbud af varer, som udstillerne præsenterer. Det hænger nok også sammen med, at udstillerne omfatter stort set alle aldersgrupper og kommer fra et stort geografisk område, slutter Carsten Hille.