Fortsæt til indhold

Fastgør selv nummerpladen

Med med lidt håndelag kan du hurtigt selv skrue nummerpladerne fast

Arkiv
Af Jens Overgaard

”Det tager kun 20 minutter.”
Sådan lyder de lokkende annoncer til gør-det-selv folket, der ikke er så heldige at få tilbudt en gratis montering af tyverisikrede nummerpladerammer hos deres værksted, eller vil betale de par hundrede kr., monteringen ellers beløber sig til.

Ifølge synsvirksomheden Applus manglede 500.000 danskere i midten af oktober at være klar til, når de nye regler om sikringen træder i kraft 15. november, og er dermed i farezonen for at få en bøde på 1.000 kr.

Vi vil ud af den gruppe og går løs på opgaven en søndag formiddag. Bevæbnet med skruetrækker, boremaskine samt et sæt med to nummerpladerammer, selvskærende skruer og farvede hætter købt i Silvan til en 50'er.

Det er billigt, men til gengæld er der ingen vejledning. Nu er det ikke verdens mest komplicerede opgave, men både synsvirksomheden Applus og FDM har faktisk fine instruktionsvideoer på deres hjemmeside, som lige ridser sagen op:

1. Skru den gamle nummerplade af, 2. bor små huller i nummerpladen, 3. montér nummerpladerammen på bilen og nummerpladen på rammen. 4. Voilá.
Det holder i virkeligheden og er ganske enkelt. Den eneste udfordring er at få boret hullerne pænt og præcist.

Nem afslutning

Faktisk opdagede vi, at den forreste nummerplade i forvejen var skruet ind i plastikkofangeren, Så der sparede vi lige lidt tid. Tjek det, før du køber, så kan du måske nøjes med bare en ramme.
Ifølge Per V. Rasmussen, som er adm. direktør for Applus Bilsyn har den øgede opmærksomhed på de nye regler, især efter sommerferien, gjort flere opmærksomme på at få det gjort.
“Vi oplever klart en stigende interesse,” siger Per V. Rasmussen.
Folk får det her klaret enten når de alligevel er til syn med bilen, eller vælger at få det ordnet i synshallens værksted.
Per V. Rasmussen har dog indtryk af, at mange fejlagtigt tror, at de har orden i sagerne. Så derfor gælder det om at tjekke begge ender af bilen.
“Mange ser, at nummerpladerne er skruet fast foran, men overser, at der kun er en nummerpladeramme med løse kanter på den bagerste nummerplade. Så de tror, at tingene er i orden,” siger Per V. Rasmussen.

Med en sikker hånd kan du sikre nummerpladerne med skruer og nye nummerpladerammer på 20 minutter. Fotos: Jens Overgaard

Pas på hullerne

En montering med sikrede rammer koster her et par hundrede kr., men et sæt rammer til selvmontering koster det halve. Tre fjerdedele af salget er dog til gør-det-selv folket, som køber et rammesæt.
Selv om det er let at montere rammen selv, skal man være opmærksom på ikke at bore i bilens karosseri. Det kan give rustskader eller i værste fald koste rustgarantien.
Rent praktisk betyder rammen nemlig, at du burde undgå at bore i bilen. Sikringen forhindrer ikke tyve i at stjæle nummerpladerne. Men den gør det mere besværligt. Hætterne skal også være så godt sat fast, det kræver værktøj at få dem af.

Nummerplader
Det skal du vide
Nummerplader er typisk klikket ind i rammer med kanter.
Fra 15. november skal nummerpladerne være skruet eller boltet fast. Bøden for afvigelse er 1.000 kr.
Trailere, campingvogne, cykelholdere, vare- og lastbiler er ikke omfattet
Et sæt nummerpladerammer koster typisk 50–100 kr.
Vær opmærksom på, at tal og bogstaver skal være synlige.
Bor ikke huller i karosseriet, det kan give risiko for rustskader og bortfald af garanti.