Elever spiller politik
Roskildes gymnasier med i rolle-forestilling på det gamle rådhus
Interesserede elever fra Roskildes forskellige gymnasier får nu mulighed for at deltage i et rollespil om demokrati og politik, hvor de både skal føre valgkamp og bagefter danne regering. Bag arrangementet, der foregår i det gamle rådhus på Stændertorvet, står Roskilde Ungdomsskole med lærer Jeppe Trolle fra Teknisk Skole, som i øvrigt selv er radikalt medlem af byrådet. Op til 100 elever kan være med, og de først tilmeldte får fortrinsret, mens andre kommer på venteliste. Arrangmentet foregår i to halvdele. Tirsdag den 10. november er der en obligtorisk introduktion, og selve rollespillet foregår hele søndag den 15. Her skal de 100 elever dele sig i forskellige partier og udforme et program, en strategi og en kandidatliste for disse. Deltagerne må ikke bruge navne på eksisterende partier, men gerne låne synspunkter, som de er enige i. Imens får andre grupper opgaven med at være medier, der skal dække begivenheden. Efter flere debatter i løbet af søndagen holdes valg, hvor der vælges 17 medlemmer til et Folketing og 15 til Byrådet. Disse to demokratiske forsamlinger skal så føre forhandlinger om at danne en regering eller lave en konstituering, hvor man fordeler borgmesterposten og de andre vigtige pladser i en kommune.