En dag for Somaliland
Foto: Erling J. Pedersen
Tusindvis af unge giver 4. november en dag i deres uddannelse for at hjælpe unge i Somaliland.
Operation Dagsværk støtter i år gymnasieelever i Somaliland, der er en udbryderrepublik midt i Somalia. Unge i Somaliland lever med en hverdag præget af tvangsægteskaber, diskrimination, undertrykkelse samt en stærkt alder- og mandsdomineret struktur.
De har desuden ingen stemme i det somaliske samfund. Pengene går til at starte elevråd på ti gymnasier i Somaliland, og derved give de unge en stemme samt lære dem at kende deres rettigheder.
Ingen undskyldning
Jeg hedder Benedicte og går til daglig på Roskilde Gymnasium. I år har jeg fået arbejde på Roskilde Avis i forbindelse med Dagsværksdagen.
Lønnen fra dagens arbejde donerer jeg til Operation Dagsværks projekt i Somaliland ligesom tusindvis af andre unge.
Jeg arbejder på dagsværksdagen, fordi jeg mener, at det er retfærdigt og vigtigt, at jeg, som privilegeret ung fra vesten, ofrer en dag i min uddannelse for at hjælpe unge i lande, der ikke har samme midler og rettigheder, som jeg er så heldig at have.
Under andre omstændigheder kunne det have været mig, der var født i Somaliland og levede med en hverdag, der var præget af undertrykkelse og diskrimination. Der skal desuden så lidt til for at hjælpe, at jeg egentlig ikke synes, at der er nogen reel undskyldning for at lade være.
Pølsemand for en dag
Jonathan Brogård arbejder på dagsværksdagen i pølsevognen på Stændertorvet. Han arbejdede ligeledes sidste år og fortæller, at han generelt har haft gode oplevelser med at arbejde på dagsværksdagen. Jonathan fortæller, at arbejdsgiverne, både i år og sidste år, har været friske og virket glade for hans arbejdskraft.
Det er Operation Dagsværks-gruppen på Jonathans gymnasium, der har fundet arbejdet til ham, og han fortæller, at det ikke betyder så meget, hvor han arbejder, så længe han kommer ud og arbejder for en god sag.
På Stændertorvet møder jeg en gruppe piger og drenge fra Roskilde Gymnasium, der har givet sig i kast med at sælge hjemmebagt kage rundt omkring i centrum af Roskilde.
Emma, Caroline og Ida fortæller, at de sælger kage, fordi de rigtig gerne vil være med til at tjene penge til de unge i Somaliland. Caroline og Ida går i 1.g på Roskilde Gymnasium og fortæller, at de på gymnasiet har haft en hel dag, hvor de hørte om, hvad pengene i år går til.
De fortæller, at den dag har hjulpet dem rigtig meget til at forstå, hvor vigtigt projektet er. Emma, der går i 2.g på Roskilde Gymnasium, oplever, at der er en del, der møder hende positivt, når hun går rundt med sin raslebøsse og sælger kage i bybilledet.
Hun fortæller, at de, der kender til projektet og selv har deltaget i Operation Dagsværk førhen, som regel støtter med mange penge.
Alle tre piger siger, at de absolut vil arbejde på Dagsværksdagen igen næste år, og Emma, der også solgte kage på Dagsværksdagen 2014, supplerer, på trods af forfrosne fingre, med et ”Jeg skal i hvert fald sælge kage igen næste år!”