Kulturen fik et løft
KulturSpinderiet, der skal være et samlingspunkt for borgerne i Varde Kommune, blev fredag indviet
Fredag kom kulturen i Varde for alvor i fokus, da KulturSpinderiet blev indviet i Varde midtby.
Som led i byggeriet er der kommet et par spændende tilføjelser til de mange tilbud på kulturområdet.
Skaterbowlen er blevet bygget i samråd med lokale skatere, der har været med til at bestemme sværhedsgraden. Der er tale om en såkaldt ”flow bowl”, der lægger op til masser af fart og bevægelsesfrihed. Dens beliggenhed i området ved siden af Ungehuset gør, at den indgår som en naturlig del af ungdomsmiljøet.
Kunst-Lab skal bruges som værksted og udstillingssal for lokale kunstnere. Det er et skabende frirum, hvor det er brugerne selv, der former dagsordenen. Lokalerne kommer til at ligge i et tidligere laboratorium og forventes klar til benyttelse i april 2016.
Lydspejlet reflekterer KulturSpinderiets identitet i fortiden og nutiden. Lydene er optaget rundt om i Varde og kommer blandt andet fra Varde Å, musikskolens elever og stålværket. Lydspejlet er det eneste værk af sin art i Danmark.
”KulturSpinderiet udspringer fra et område, der historisk set har betydet utrolig meget for Varde by, da det som byens tidligere største arbejdsplads har brødfødt mange familier. Det bliver nu forvandlet til et område, der skal fylde alle i kommunen med aktive og kreative oplevelser på tværs af generationer og interesser," sagde formanden for Udvalget for Kultur og Fritid, Lisbet Rosendahl, i forbindelse med indvielsen.
Selve indvielsen blev fulgt af op mod 500 mennesker, som alle fik en stor oplevelse.