Fortsæt til indhold

Westernridning er ikke kun for cowboys

Westernridning er en super god hobby for tre unge kvinder fra Grejs, Vejle og Egtved. De er alle på landsholdet

Arkiv
Jørgen Flindt

Der er smukt på sådan en efterårseftermiddag lidt uden for Grejs. På sådan en typisk dansk måde. Her er ingen kaktusser. Her er ingen støvbolde i gaderne. Her er ingen cowboys med hatte nede om ørerne og en hest under sadlen.
Men her er der nu stadig et link direkte til Texas" prærie, for inde i Grejs Ridecenter er tre unge piger samlet. De er alle ryttere, og deres store lidenskab er westernridning.
“Det er ikke rodeo eller den slags. Vi møder tit den fordom, at folk tror vi kaster med lasso. Men det gør vi helt sikkert ikke. Men som i westerntiden sidder vi da på en bred saddel med saddelknap og vi har sporer på støvlerne,” siger Louise Salling, der er 18 år, bor i Grejs og som har haft hest siden hun var fire.
“Mig og Louise red dressur sammen i mange år i Hornstrup, men vi startede til western samtidig her i Grejs. Annette der er indehaver af rideskolen i Grejs, rider selv western, og det blev startskuddet til, at vi skulle prøve det af,” siger Sofie Lindholm
Det greb om sig. Den anderledes rideform greb de to piger.
“Der er en stor forskel på at ride dressur og western. Dels er hesten en anden slags, udstyret er anderledes og de signaler, man skal give hesten er anderledes. Men først og fremmest er den store forskel, at man kan kalde dressur mere 'upperclass' i sit udtryk, mens western er mere 'loose',”siger de unge piger forklarende.
LÆS OGSÅ: Landets bedste ’akrobater’

Krævede mod

Den tredje pige i flokken hedder Frida Vangsbo. Hun er 15 år, og dermed lidt yngre end de to andre, og derudover bor hun i Egtved, så hun har ikke kendt de andre to piger så længe.
“Det var en veninde, der introducerede mig til western, som jeg blev grebet af. Men man kan ikke ride western i Egtved, så jeg må tage turen med bus til Grejs, for at dyrke min sport,” siger hun.
Den side af sagen går meget fint. De tre piger kender derfor hinanden gennem hestesporten og gennem bruttolandsholdstruppen for ungdom, så de har en del med hinanden at gøre.
“ Vi er ikke så mange herhjemme, der rider western. Jeg vil da også sige, at det krævede en del mod, og penge, at skifte fra dressur til western, for det er en anden hest og andet udstyr, men derudover så fortsatte alle de andre, jeg red med, jo med ride dressur. Så det var ikke bare sådan ligetil. Men jeg har helt bestemt ikke fortrudt, det spring,” siger Frida og smiler.
Hesten
Det er tid til at hilse på en af pigernes heste. Han hedder Harvard, og er en meget flot fyr med brede skuldre og et roligt sind.
“Vores heste er lidt anderledes end dem, der bruges til dressur eller spring. Han er en amerikansk quarter. De er mere lave og mere muskuløse end dressurheste,” siger Louise, der er ejeren af den flotte vallak.
Med ham har hun lige vundet to guldmedaljer, en sølv og fire bronzemedaljer ved det netop overståede DM i westernridning nær Holbæk.
Også de to andre piger vandt mange medaljer ved selvsamme DM, og til sommer venter VM i Australien, hvor Louise og Sofie er udtaget til, mens Frida er udtaget som reserve.
“Vi skal af sted til Australien dagen efter, jeg på Tørring Gymnasium har fået studenterhuen på. Det har givet helt vildt mange tanker om for og imod. Skal jeg feste med de andre og fejre studenterhuen eller tage til VM? Men valget er faldet på VM, for det er måske eneste gang i mit liv, jeg får den mulighed, mens fester kommer der jo nok mange flere af ude i fremtiden,” siger Sofie og smiler.

Frida - her ved det danske mesterskab. Foto: Pressefoto.

Erfaring

Men al det er stadig et godt ridt ude i horisonten, og de tre piger fortsætter som vanlig med deres træning. Men at komme med til VM vil give det hele et boost.
“Man skal være der i ti dage. Uden sin egen hest. Bare det at skulle lære en ny hest på så kort tid er lærerigt. Men mere vigtig er, at vi de første femdage skal undervises af nogle af verdens bedste trænere. De sidste fem dage er der så konkurrence. Uanset hvordan det end går, så giver det i hvert fald helt vildt meget erfaring at tage med hjem,” siger Louise.
Harvard nikker. Han skal jo ikke med, men han ligner en, der også er fint tilfreds med, at han imens bliver hjemme og nyde livet her lidt udenfor Grejs, hvor der nok er langt til kaktusser og klapperslanger som i Texas.
Men her er nu mindst lige så smukt.

Indsamling til VM
De tre piger er udtaget til bruttolandsholdet for ungdom indenfor westerridning. Her holder man Verdensmesterskab hvert andet år, og til næste år finder det sted i Australien.
Det er, trods alt, en lang rejse væk, og hestene skal ikke med. Men det koster stadig mange penge, og derfor er en indsamling sat i søen, så der kan skaffes en del af pengene.
Blandt andet via salg af amerikansk lotteri og kalendere, men også via crowdfunding, som er en finansiering, alle kan støtte op om, hvis man føler idéen er noget, man vil støtte. I dette tilfælde kan man støtte helt ned til 30 kroner. Det gør man på boomerang.dk/ projects/youth-landsholdet-til-australien/

Louise - her knipset ved udtagelsesmesterskabet til landsholdet. Foto: Pressefoto.
Sofie vandt mange medaljer ved DM. Foto: Pressefoto.